// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas Karlsson: Fakturaen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jonas Karlsson: Fakturaen

Skrevet af den 9. juli 2016 – 07:27Ingen kommentarer

“Men i den senere tid har vi fundet frem til mere finkalibrerede værktøjer. Vi har adgang til en enorm mængde informationer. Naturligvis uoverskuelige for almindelige mennesker, men programmet tager hånd om og delstrukturerer på uhyre følsom vis, og i sammenhængen kan alle enheder tælles ganske præcist. Vi benytter os for eksempel af både kardinale og ordinale måleenheder.”

Øh hvad? – tænker du sikkert lige nu. Det tænkte bogens mandlige hovedperson på 39 år også, da man forsøgte at forklare ham om den store faktura på 5.700.000 kroner. Hovedpersonen lever et stilfærdigt og fredsommeligt liv. Han passer sit deltidsjob med at udleje videofilm (han har næppe travlt, hvem lejer videoer i dag?), bor i sin etværelseslejlighed i Stockholm, spiser pizza og hænger af og til ud med sin ven. Men en dag dukker den store regning op som skal betales.

Han er overbevidst om, at der må være tale om en fejl og går i dialog med afsenderen af fakturaen. Det fører til både lange telefonsamtaler med en kvindelig sagsbehandler (som han bliver meget glad for at tale med) og til møder med jakkesætklædte mænd. Det viser sig, at alle i verden skal betale en slags skat for deres lykke. Har man oplevet alvorlig sygdom, tab eller traumer giver det rabat. Er man derimod glad og tilfreds og måske ligefrem lykkelig, så koster det i millionklassen! Også selvom man kun har et deltidsjob og bor i en etværelses.

Hovedpersonen, som også er bogens fortæller, er tillidsfuld og først sent går det op for ham (og dermed for læseren), at beregningsmodellen hverken er til at gennemskue eller er spor rimelig.

Fakturaen er overordnet set spændende, jeg blev nysgerrig og hang på. Og som læser måtte jeg flere gange stoppe i læsningen for at fundere over, hvad forfatteren ville fortælle mig.

Er bogen en form for kritik af velfærdssamfundet og af den store stærke stat, der styrer og regulerer alt og indkræver skat? Eller er fokus nærmere på det konkrete og individuelle niveau, hvor det handler om den enkeltes trivsel og lykke? Og er pointen dermed, at vi skal være glade og taknemmelige for det vi har? Med risiko for at skulle betale en voldsom stor regning.

Jeg er usikker på, om det bare er mig, der ikke fanger, hvad forfatteren vil fortælle eller om meningen måske netop er, at det hele står til åben fortolkning. Og det er bogens svaghed, at jeg forbliver usikker, selv når jeg har læst sidste side. Hvornår mon min faktura dukker op? Og hvor stort et beløb løber min lykke op i?

Jonas Karlsson: Fakturaen, Tiderne Skifter, Maj 2016, 152 sider, Oversat fra svensk af Kamilla Jørgensen.