// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Arne Rudi Jensen: Cykle op ad åen – Danmarks 10 længste åer oplevet fra cykelsadlen
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Fotodokumentar

Arne Rudi Jensen: Cykle op ad åen – Danmarks 10 længste åer oplevet fra cykelsadlen

Skrevet af den 10. juni 2016 – 07:41Ingen kommentarer

Nej, du skal hverken på vandcykel eller vente på den medvind på cykelstierne, som entertaineren Jacob Hougaard lovede, da han blev valgt ind i Folketinget, og som vi sjældent får.

Du skal selv lægge cykel og bagdel til turen langs de 10 længste åer i Danmark. Jeg nøjes i denne omgang med at vende side efter side i bogen behageligt siddende i min sofa, mens jeg lader forfatteren, journalist Arne Rudi Jensen, tage cykleriet for mig i denne omgang. Men lysten til at selv at pumpe de halvflade dæk, smøre kæden og så rulle ud på cykelstierne er i hvert fald blevet vakt.

Arne Rudi Jensen har gjort et stort forarbejde for ture langs Gudenåen, Odense Å, som er hinandens modsætninger ved henholdsvis at være Danmarks længste og korteste å. Men også Storå, Varde Å, Skjern Å, Suså, Karup Å, Vidå, Ribe Å og Kongeåen er med i bogen.

Cykle op ad åen er sprængfyldt med fortællinger, skrøner og en danmarkshistorie set med den opmærksomme cyklende forfatters iagttagelser, som han rundhåndet deler med sine læsere.

Bogen er illustreret med gode farvefotos. Blandt andet af Holger Danske i bronze, som i 2013 har fået asyl i Skjern. Driftige folk fra Skjern købte ham på auktion efter han havde passet på Hotel Marienlyst i Helsingør i mere end hundrede år.

Skal der sættes en enkelt tidsel i den ellers flotte buket af oplevelser, så er det de noget mangelfulde rutebeskrivelser. Men der skal vel også være noget, den aktive cyklende selv skal gøre ud fra de bynavne og steder, som er ved omtalen af hver å. Som et ekstra plus fortælles der også om, hvilke fisk der lever i åerne.

Arne Rudi Jensen: Cykle op ad åen – Danmarks 10 længste åer oplevet fra cykelsadlen, 195 sider. Mange illustrationer. April 2016. Skriveforlaget.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.