// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Keigo Higashino: Den hengivne Hr. X
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Keigo Higashino: Den hengivne Hr. X

Skrevet af den 8. juni 2016 – 07:26Ingen kommentarer

Yasuko er enlig mor, og hun kan lige få det hele til at løbe rundt ved at arbejde i en madpakkebutik. En af de faste kunder er matematiklæreren Hr. Ishigami, som også er hendes nabo.

Tilsyneladende kender de slet ikke hinanden, men Ishigami viser sig at have skjulte følelser for Yasuko. Faktisk er følelserne så stærke, at han tilbyder, ja faktisk så insisterer han på, at hjælpe hende. Sagen er nemlig, at hun sammen med sin datter har begået et mord. Offeret er hendes voldelige eksmand, som opsøger hende én gang for meget. Sådan er afsættet for handlingen i ”Den hengivne Hr. X”.

Nu starter en mental duel mellem den matematiske kapacitet Hr. Ishigami og hans studiekammerat, fysikeren Yukawa, som er kriminalkommissær Kusanagis sparringspartner. Sidstnævnte mener, at noget ikke er helt som det bør i Yasukos så tilsyneladende sikre alibi. Alibiet er genialt godt konstrueret af Hr. Ishagami, og gradvist afdækkes det for læseren. Lag på lag pilles af, og gradvist når politimanden og fysikeren ind til kernen. Hvad de finder, skal ikke afsløres her.

Det er tydeligt, at vi med denne roman er i et helt andet krimiunivers end det velkendte nordeuropæiske. Det virker nærmest som om, forfatteren har støvsuget fortællingen for alt overflødigt vraggods. Der er ikke et ord for meget i den stringente og stramme fortælling. Ej heller er der smurt vold, blod, utroskab, mentale og eksistentielle kriser, umulige teenagere, stress over manglende rengøring og ditto selvrealisering ud over fortællingen – bortset fra det, der skal til for at drive handlingen videre. Dette og et sindrigt indviklet plot gør ”Den hengivne Hr. X” til en sand fornøjelse.

Den hengivne Hr. X. af Keigo Higashino. Modtryk. Oversat af Jonas Steno Olsen og Mette Holm. Maj 2016. 307 sider.