// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Eva Egeskjold: Næslandet 1-3
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy

Eva Egeskjold: Næslandet 1-3

Skrevet af den 14. juni 2016 – 07:14Ingen kommentarer

Næslandet er en ny, dansk fantasyserie skrevet af Eva Egeskjold. Det første bind udkom første gang i 2011 og igen i 2014 i en revideret udgave.

I serien Næslandet møder vi Oona, der tror hun er en helt almindelig landsbypige. Men da hun fylder 14 år finder hun ud af at hun er den udvalgte, der ifølge en profeti skal frelse Næslandet fra det grusomme Radixfolk, som de altid har ligget i krig med.

Vi følger Oona på sit livs eventyr i en verden, der viser sig at være langt større og mere kompliceret end hun anede. Hun skal både forlige sig med sin nye rolle, lære at kæmpe og finde ud af hvem hun er, så hun kan finde ind til de kræfter, der skal redde Næslandet og dets folk. Undervejs i serien skal Oona finde nye venner samtidig med at hun skal finde ud af hvem hun kan stole på. Hun må også stå ansigt til ansigt med den ondskab, der vil ødelægge hende og alt hun har kært. En ting er sikkert, det bliver ikke nemt.

I bind 1, Legenden om Querqus Skjold, starter Oonas eventyr og bindet beskæftiger sig primært med først del af profetien om Oona. I bind 2, Vinterkrigens ofre, er Næslandet blevet indhyllet i en frygtelig isvinter og vi følger Oonas mens hun vokser med opgaven og hendes videre vej for at opfylde profetien. I bind 3, Snedkerens hemmelighed, er Oona tættere på at lykkes end nogensinde før, men alt går desværre langtfra som hun håber.

Det er ikke en historie, der går frem i hæsblæsende tempo, men mere en serie til dem, der føler det godt kan gå for hurtigt. Her skrider plottet lige så stille frem, mens der bliver bygget mere og mere på historien, karaktererne og verdenen. I det første bind gik det lidt for langsomt til min smag, men i de to næste bind blev tempoet hævet uden at det dog bliver hæsblæsende. Med undtagelse af actionscenerne som er en af Eva Egeskjolds forcer.

Til gengæld savnede jeg noget dybde og nogle nuancer i karaktererne, der har en tendens til enten at være meget onde eller meget gode.

Eva Egeskjold har lavet en udmærket dansk fantasyserie og for hver bind har hun hævet niveauet, så det lover godt for de fans der venter på det afsluttende bind 4. Det udkommer efter planen i starten af 2017.

Eva Egeskjold, Næslandet 1-3, Forlaget Andersen og Vig, 2014-15, 345-510 sider.