// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sofie Boysen: Skadedyrsbekæmperne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Sofie Boysen: Skadedyrsbekæmperne

Skrevet af den 9. juni 2016 – 07:57Ingen kommentarer

Anmeldelsen er lavet i samarbejde med 10-årige Pernille, der har læst og forholdt sig til bogen, mens denne ydmyge anmelder har fået lov at skrive ned.

Skadedyrsbekæmperne handler om de to brødre, Bert og Ronnie. De bor alene, fordi deres mor har forelsket sig i en kakaoplantageejer og er taget med ham til Honduras. De to brødre må derfor klare sig selv og det er ikke helt let. For de mangler penge og en dame fra kommunen render hele tiden og snager.

Så Ronnie, den ældste, starter byens eneste skadedyrsbekæmperfirma, så han kan forsørge dem. Desværre er Ronnie ikke den skarpeste kniv i skuffen og det går mildt sagt ikke så godt. Helt galt bliver det dog først da den kutteklædte dværg, Elvira, hyrer dem til at skaffe sig af med et papegøjeproblem.

Bogens bagsiden er prydet med diverse hashtags som fx #dødsensfarligedamer, #tidsportaler, #mayaindianere og #båtnakker og så er der heller ikke lovet for meget.

Pernille var begejstret for bogen, som hun synes var både sjov og spændende. Særligt kunne hun godt lide, at der var så mange skøre ting i bogen samt den ret så nervepirrende start på historien. Der skal ikke afsløres noget her, det må man læse sig til. Eneste ulempe ved bogen ifølge Pernille var at den var lidt for kort.

Sproget er let og flyder godt og de mange cliffhangere og twists gør, at bogen er svær at lægge fra sig.

Skadedyrsbekæmperne er velegnet til højtlæsning og selvlæsning, både drenge og piger, fra ca. 8 år. Og ifølge Pernille særlig god til dem, der kan lide sjove, skøre og fantasy-agtige bøger.

Sofie Boysen, Skadedyrsbekæmperne, Forlaget Blæs, november 2015, 94 sider.