// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jennifer Echols: Over stregen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Ungdomsroman

Jennifer Echols: Over stregen

Skrevet af den 10. maj 2016 – 07:49Ingen kommentarer

Meg er blåhåret og teenager. I en brandert får hun ikke kun sig selv i fedtefadet, men også sine fire venner. Da politibetjent John Efter (kaldet Johnefter) bliver indblandet, tager situationen en ny drejning.

Som straf skal Meg nemlig tilbringe fem dage i en af politiets patruljevogne. Her bliver Megs dyrebareste eje taget fra hende: hendes frihed. Hun skal nu på patrulje med John Efter. Da det går op for Meg, hvem John Efter i virkeligheden er, forandres hendes situation. Hvilken vej skal hun gå? Hendes tanker siger én ting, og som noget nyt siger hendes hjerte også pludselig noget til hende.

Det har været en fornøjelse af følge Meg. Hendes samtaler med John er enormt morsomme, men dynamiske på en måde jeg aldrig har oplevet før. Jennifer Echols kan altså noget med ord! Hendes karakterer er helt sine egne, udpenslet med hemmeligheder og er meget detaljerede. Hvis man ikke opfatter dem med det samme, bliver det hurtigt svært at følge med i historien. Fra fobien om håndjern, manglen på frihed og skrækken ved hjørner, til fornemmelsen af at miste kontrollen. Karaktererne i ’Over stregen’ har lige så meget personlighed, som hvis de var i live!

Meg er en stærk karakter, sjov og ikke ligefrem indbydende i starten af historien. Hun fremstår som løs på tråden og er en utraditionel hovedperson. Det bliver beskrevet tidligt, hvilket gjorde det svært for mig at kunne lide hende. Hun var FOR dumdristig. Efter tre kapitler ændrede jeg hurtigt min mening. Meg er småskør men skøn. Hendes udvikling fra at være en småkriminel teenager til en ’almen’ borger er lidt af en rejse. Læseren får sympati for hende. Og så er der Megs egen hemmelighed, der først kommer til overfladen, da hun bliver skubbet længere og længere ud mod kanten.

Johnefter er en kompleks mandlig karakter. Hans og Megs forhold er specielt. Hold på hat og briller! De to har et elektrisk seksuelt begær og en kærlighed, der tager fat i mere end bare følelser. Der er så meget imellem dem, at deres forhold bliver svært for dem at kapere. Man skal som læser virkelig sætte sig ind i deres historier for at følge med. Ellers falder man bagud som handlingen skrider fremad. Megs fortid er lettere at forstå end Johns. I nogle scener er man nødt til virkelig at koncentrere sig, og fokusere på hvorfor karaktererne gør som de gør, og siger som de siger, fordi de er så detaljerede og livagtige.

Meg er tydeligt drivkraften i romanen. Men de mange beskrivelser og flashbacks i bogen er svære at følge med i: det bliver lidt rodet undervejs og jeg fik problemer med at skelne i handlingen. En opstramning fra redaktørens side dér ville virkelig have gjort min læsning mere flydende og hjulpet på forståelsen. Bogen er skrevet i en blanding af datidsformer. Kursiv, brug af afsnit eller anden tegnsætningsform, ville måske have hjulpet på dén del.

Bogen er ifølge forlaget en bog til læsere fra tretten til seksten år. Jeg håber at give et andet indtryk. Jeg er nemlig hverken tretten eller seksten år længere.

’Over stregen’ er en roman om kærlighed, ungdom, drømme og gemte sandheder. Blandet med et spændende persongalleri. Den er et bevis på, at blåhårede piger ikke BARE er blåhårede piger.

Jennifer Echols, Over stregen, Tellerup, 309 sider, 2016.