// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Søren Mørch: Det store bankkrak. Landmandsbankens sammenbrud 1922-23
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Søren Mørch: Det store bankkrak. Landmandsbankens sammenbrud 1922-23

Skrevet af den 1. juni 2007 – 13:44Ingen kommentarer

Man kan næppe forestille sig noget mere kedeligt end en bog på flere hundrede sider, der handler om en bank. Banker er pr. definition kedelige. Og sådan skal det være. Banker er principielt og efter loven helt anonyme aktieselskaber, hvis direktører og medarbejdere optræder i grå eller sorte jakkesæt med diskrete og noble slips. Bankfolk taler med lave, alvorlige stemmer, bruger ingen mimik eller håndbevægelser og har altid et alvorligt udtryk i øjnene. Og de bygninger, som bankerne ligger i, er mindst lige så kedelige og grå. De huser jo alvorlige handlinger. Det handler om penge. Andre folks penge.

Og derfor kan det nok også undre, at jeg faktisk er begejstret for en bog, der handler om noget så kedeligt som en bank. Og det er nok heller ikke alle, der vil dele min entusiasme. Men jeg blev fanget af Søren Mørchs historiske gennemgang af Landmandbankens krak i begyndelsen af 1920’erne.

Mørch har nemlig taget fat i en begivenhed, der som den eneste har spredt blot en smule lys over en ellers lyssky (i ordets egentlige forstand) branche. Banker lever skjult og godt. Og ingen – ej heller historikere – får indblik i, hvordan man driver bankforretning. Hverken i Danmark eller i noget andet land.

Det skyldes ikke, at bankfolk er kedelige, men derimod at man kun kan drive en bank, hvis man er totalt paranoidt indstillet. Kunderne må nemlig helst ikke gennemskue det såkaldte “miracle of banking”: At bankerne faktisk slet ikke har de penge, som du har stående på din konto. Banker lever nemlig af at låne de samme penge ud flere gange. Og så længe vi stoler på, at vi kan få vores penge, når vi beder om dem – så længe, vi har tillid til de noble bankmænd, når de siger: Stol på os! – så længe kan bankerne tjene penge på at låne dine penge ud flere gange.

Men hvis almindelige indskydere fandt ud af det, så kunne det godt være, at tilliden til bankerne faldt til fordel for tilliden til madrassen derhjemme.

Selv når det går galt, og banker krakker (jo, det sker jo fra tid til anden), så bliver der lukket af for offentligheden. De store banker går ind og redder de små – og holder helst staten, og dermed offentligheden, helt udenfor. Ingen skal kunne snage i, hvad der sker bag facaderne.

Landmandsbanken krakkede i bund og grund pga. revolutionen i Rusland og en noget letsindig tro på, at gode tider nok skulle komme tilbage. Banken gjorde egentlig ikke noget, som alle de andre også gjorde – det gik bare mere galt for Landmandsbanken og Emil Glückstadt end det gjorde for de andre. Samtidig blev banken offer for en udbredt antisemitisme, der fremtil 1943 var helt “comme il faut” også i Danmark. Det var især Professor L.V. Birck, der kæmpede imod “jøderne” og Glückstadt. Og hans jødehad har uden tvivl haft afgørende indflydelse på de beslutninger han traf som medlem af Bankkommissionen, der undersøgte Landmandsbanken.

Netop Bankkommissionens arkiver – og en af kommissærernes dagbog – er grundlaget for Mørchs bog. Og fordi Landmandsbanken var Skandinaviens største bank på den tid, så kaster den også et helt afgørende lys ud over, hvordan banker fungerer og hvordan bankfolk tænker.

Samtidig giver hele historien et helt afgørende indblik i, hvordan det politiske liv og centraladministrationen var totalt fedtet ind i erhvervslivet – og vice versa. ØK’s legendariske direktør, etatsråd H.N. Andersen var intet mindre end en politisk amatør, men han havde penge, og med dem købte han sig helt afgørende indflydelse. Og ingen politikere var åbenbart i stand til at stoppe ham. Det kan godt være, at han bibragte kapital og stolthed over et erhvervseventyr til dansken, men politisk havde vi uden tvivl været bedre stillet uden ham. Det viser Landmanndsbank-sagen også tydeligt.

Det er både en svaghed og en styrke ved Mørchs bog, at den baserer sig på kommissionens skrifter og Greens dagbog. Styrke, fordi det er førstehåndskilder, og svaghed, fordi Mørch gengiver store dele in extenso og dermed glemmer sin formidlingsopgave.

Mørch er siden blevet en væsentligt bedre formidler, netop fordi han formår at samle trådene fra kilderne og i et klart, smukt – men også lettere prætentiøst – sprog forklarer. Og netop forklaringerne mangler flere steder undervejs, ligesom han ofte fordyber sig for meget i detaljer og glemmer sin læser på perronen, mens han selv farer ud af et spor. Det kan være svært at overskue alle de mange navne og titler, som naturligvis bruges i dagbogsnotater, men som nok kun Mørch og fagkolleger kan overskue.

Man kunne ønske sig en folkeudgave i det halve omfang, hvor Mørch gennemgår den historie, som flere steder får læseren til at holde vejret af bar spænding. Man chokeres, rystes og forarges på skift – og de mange intriger og konspirationer, som Mørch også præsenterer, fortjener næsten en bedre behandling.

På trods af disse kommentarer, så følte jeg mig både underholdt og oplyst. Og jeg har da også netop kastet mig over den bog, som Mørch og Per H. Hansen sammen udgav i forbindelse med Den Danske Banks (som er aftageren til Landmandsbanken) jubilæum – på trods af, at banken selv nægtede at hjælpe til med den. Ja, faktisk får man indtryk af, at banken har modarbejdet Mørchs bestræbelser på at kaste historisk lys over en af de mest underbelyste brancher i landet.

Og så hører det også til sjældenhederne, at en historisk afhandling – som bogen retteligt må siges at være – fører til en skarp ordveksling i medierne mellem forfatteren og en repræsentant for den institution, som bogen handler om. Men det skete for Søren Mørchs værk om Landmandsbanken. Ikke på grund af bogens indhold, men fordi forfatteren i forordet hævder, at banken tidligere har lagt hans forskning i dette emne hindringer i vejen (et vigtigt dokument var pludselig “blevet væk”, selvom det retteligt burde ligge i Rigsarkivet og ikke hos Den Danske Bank) , og at den oven i købet skal have tilbudt at købe manuskriptet for et stort beløb, der eventuelt kunne omsættes til en rejse til Japan for ham og hans hustru. Bankdirektør Tage Andersen påpegede ved bogens udgivelse, at det var “helt udokumenteret” – og det er da heller ikke til at afgøre i dag, da de implicerede personer i mellemtiden er døde. Men når man har læst Mørchs bog, så har man i hvert fald ikke svært ved at tro, at “sådan kunne banker godt finde på at reagere”.

Mørch, Søren: “Det store bankkrak. Landmandsbankens sammenbrud 1922-23“. Gyldendal, 1986. Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan købes antikvarisk eller lånes på biblioteket.