// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pia Genet Rasmussen: Fødselsmod – brug din krop som hjælper
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Selvhjælp

Pia Genet Rasmussen: Fødselsmod – brug din krop som hjælper

Skrevet af den 9. april 2016 – 07:39Ingen kommentarer

Selvom fødslen ikke er helt nyt territorium, så har jeg også denne gang tænkt mig at forberede mig så godt som muligt. Det hjalp mig første gang, og jeg er sikker på, at dét, jeg lærte dengang, kan tåle en genopfriskning.

Og bogen Fødselsmod er et godt sted at starte. Titlen isoleret set drillede mig lidt. Og det at bogen udkommer på et forlag, der hedder ”Mindful Moving” gjorde ikke sagen bedre. Og derfor må jeg også i samme forbindelse tilstå, at jeg ikke er ret god til den der lidt alternative, urte-agtige måde at anskue fødslen på, hvor vi hylder den kvindelige krop og naturen for det fantastiske stykke arbejde der skal og kan udrettes. Ikke min kop te. Men mine fordomme skulle ikke lægge bogen til last fra start, og jeg besluttede at åbne mit sind (så meget som muligt) for bogens budskaber.

Mit første indtryk er, at den er mest rettet mod førstegangsfødende. Der er en længere indledning med alle de slags overvejelser, man gør sig som førstegangsfødende. Men herefter tager den dig igennem fødselsforløbet, giver gode råd og hjælper i det hele taget til, at du kan stille dig selv en række spørgsmål og blive afklaret inden fødslen. Der er særskilte og meget gavnlige afsnit om vejrtrækning og afspænding, lige som der er et afsnit til dem, der er bange for at føde. Til sidst i bogen er også et rigtig godt index, så du nemt kan finde rundt i det, du gerne vil læse om, og der er henvisninger til anden litteratur, der kan være interessant for dig, der står overfor at skulle føde.

Den stikker lidt af for mig fra tid til anden med overskrifter som ”Lær at hvile i smerten” og ”Unødige muskelspændinger stjæler energi”, men det skyldes udelukkende mine egne begrænsninger. Og det er ikke en bog, du behøver at læse fra ende til anden, før du får gavn af den, du kan bare bladre rundt i det, du synes er gavnligt for dig. Og gavnlig, det synes jeg, den er.

Pia Genet Rasmussen, Fødselsmod – brug din krop som hjælper, Mindful Moving, 2015, 180 sider.