// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Hwang Sok-yong: Prinsesse Bari
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Hwang Sok-yong: Prinsesse Bari

Skrevet af den 30. marts 2016 – 19:22Ingen kommentarer

Prinsesse Bari er fortællingen om den store nordkoreanske pige Bari, hendes opvækst med hungersnød i Nordkorea, hendes eksil i Kina, hendes flugt som blind passager i bunden af et stort fragtskib på den lange farlige rejse til England og hendes ankomst og nye liv i England. Det er en fortælling om død, tab, elendighed og ondskab i et omfang, man næsten ikke kan forestille sig. Men det er også fortællingen om de få mennesker hun møder, der heldigvis har hjertet på rette sted.

Prinsesse Bari er en god og vigtig bog, der minder os om en verden så langt fra vores egen og samtidig så tæt på.

Romanen bliver bedre og bedre i takt med at man læser sig ind på livet af Bari. Men det tager noget tid før man rigtig fornemmer hende. Den første indledende del af romanen er en introduktion til hendes verden, opvækst og familie og vi præsenteres for mange bihistorier og anekdoter.

Bari er en usædvanlige stærk pige. Trods modgang, modstand og ondskab nedbrydes hun ikke til et bittert opgivende menneske. “Jeg indså, at livet handler om at holde ud og at være tålmodig, og selvom vores ønsker ikke skulle blive opfyldt, er det væsentlige at leve og lade tiden gå sin gang.”

Bari ser af og til syner og vi følger med, når hun slipper tøjlerne. Det er ofte hendes afdøde og højtelskede bedstemor, hun ser og hendes hund Chilsong. I synerne støtter bedstemor Bari og vejleder hende videre i livet. Det er ikke kun i drømme om natten Bari har kontakt med sin bedstemor, men også i de vågne timer i form af syner. Ind i mellem bliver disse syneafsnit en anelse for lange i bogen for en meget jordnær læser som mig.

For et par år siden udkom bogen Min vej ud af NORDKOREA, skrevet af den unge nordkoreanske kvinde Eunsun Kim. I bogen beskrev hun sin flugt fra det kontrollede samfund i det hungersnødsramte land Nordkorea. Det var noget af en øjenåbner for mig, som ikke var klar over hvor slemt det stadig stor til i Nordkorea. Derfor ved jeg også, at al den elendighed som Hwang Sok-yong skildrer i romanen Prinsesse Bari er grumme realistisk. Begge bøger er bestemt værd at læse!

Hwang Sok-yong, Prinsesse Bari, Tiderne Skifter, Marts 2016, 24o sider, På dansk ved Brit Kim Bech