// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Samuel Bjørk: Uglen dræber kun om natten
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Samuel Bjørk: Uglen dræber kun om natten

Skrevet af den 26. marts 2016 – 07:18Ingen kommentarer

Normalt interesserer mine børn sig ikke specielt meget for mine bøger. De er vant til, at der er bøger spredt mange steder i huset og har selv hver deres bogsamling på deres værelser.

Men denne krimi med en ugle på forsiden har de begge lagt mærke til og spurgt ind til. Hvad er det for noget med den ugle? Hvorfor dræber den kun om natten? Og HVEM er det, den dræber? Og det er jo ganske gode spørgsmål, og ganske god og spændende er bogen!

Politichef Holger Munch, politiassistent Mia Krüger og deres kolleger fra politiet i Oslo har i hvert fald holdt mig vågen de seneste aftener. En teenage pige findes myrdet i en skov. Hun har en hvid blomst i munden og ligger på et leje af uglefjer. Det er mystisk og ubehageligt og alt peger på, at der er tale om et rituelt mord. Vi kommer vidt omkring, besøger et opholdssted for unge, er på brune værtshuse, møder it-nørder og sære mænd. Men hvem er de onde og hvem er de gode? Intet er, som det ser ud til.

Der er tale om en spændende krimi, der hurtigt fangede min interesse og man læser sig snildt gennem en del kapitler. Kapitlerne er korte, der skiftes ofte scene og det giver et godt tempo til krimien.

Selvom mordgåden til sidst opklares, ender det ikke lykkeligt og der er i den grad lagt op til et tredje bind i serien. Jeg er i hvert fald ikke helt tryg ved at efterlade Mia Krüger der på Sofiesgate i snevejr to dage før jul, når jeg ved, at nogen har sat noget fast på hendes dør. Kom kom kom med bind 3 – pyt med, at det igen bliver nogle lange aftener i sofaen.

Samme forfatter har skrevet krimien Der hænger en engel alene i skoven, som jeg også var pænt begejstret for.

Samuel Bjørk: Uglen dræber kun om natten, Rosinante, 438 sider, Marts 2016