// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » H.W. Klaris: Dæmonherskerens arving # 1 – Skyggernes bog
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Young adult

H.W. Klaris: Dæmonherskerens arving # 1 – Skyggernes bog

Skrevet af den 15. marts 2016 – 07:30Ingen kommentarer

Den 17-årige Ally starter mod sin vilje på kostskolen Larchwood, der ligger smukt ved både sø og skov. Kostskolen var i sin tid en herregård med masser af hemmeligheder. I skoven ikke langt fra skolen ligger ruinerne af en mystisk, gammel kirke, og det siges at husets gamle frue, Catherine Larchin går igen.

Ally tror dog ikke på historierne, før Catherines spøgelse viser sig for hende, kalder hende for sin arving og taler om hævn og en gammel bog fyldt med ritualer og magi.

Men mange vil have fat i bogen, også Allys nye venner og kæreste, der er en del af en hemmelig heksekreds, der higer efter den magt bogen kan give dem. Naturligvis er det ikke nemt for Ally at finde ud af hvem hun kan stole på og hun får ikke megen tid til at tænke over sin nye identitet som heksens arving. For kredsen vil prøve at hidkalde Catherine Larchwoods ånd på Allehelgens aften. Men ingenting går som planlagt og Ally må sande, at hun er op imod noget meget gammelt og ondt.

Serien om dæmonherskerens arving er H.W. Klaris’ debut som forfatter og man må sige, at hun gør det godt. Første bind i serien bærer præg af at være godt planlagt, personerne er godt skitseret og sproget let, så det er nemt at blive hevet ind i historien. Derudover er der gennem hele bogen en underspillet uhygge, der er rigtig fed.

Skyggernes bog ender desuden med noget af en cliffhanger, så det er en god ide at have næste bind i serien ved hånden, når man er færdig. Den udkommer i morgen.

H.W. Klaris, Skyggernes bog # 1 – Skyggernes bog, Forlaget Tellerup, Februar 2015, 285 sider.