// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lesley Livingston: Kelley – Vinterkongens datter #1
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Young adult

Lesley Livingston: Kelley – Vinterkongens datter #1

Skrevet af den 27. februar 2016 – 07:03Ingen kommentarer

Det er dejligt at se, at vi nu også på dansk får nogle bøger i denne her genre, som jeg ikke er helt sikker på hvad vi skal kalde. De indgår ganske vist under YA og paranormale romancer, men fe- og alfeverdenen, som denne bog handler om, er bestemt ikke det samme i Danmark som i USA og England. Her er alfer langtfra små, nuttede bevingede skovvæsener, men derimod temperamentsfyldte og drilske, magiske væsener med ødelæggende kræfter.

Kelley drømmer om at være skuespiller, men som suppleant laver hun egentligt mest småjobs rundt omkring på det lille teater. Indtil hun får sin store chance og får rollen som Titania i Shakespeares En skærsommernats drøm. Og Kelley er overbevisende i rollen. Måske lidt for overbevisende. For Kelley er naturligvis ikke en helt almindelig pige, men faktisk den længe savnede datter af Vinterkongen og som baby blev hun bortført fra alferiget, som hævn for at Vinterkongen havde stjålet et menneskebarn.

Sonny er en af Vinterkongens soldater, der skal bevogte grænsen mellem menneskenes verden og alferiget. Særligt omkring Allehelgens aften, hvor det er nemmere end normalt at krydse over. På patrulje i parken ser Sonny imidlertid Kelley øve sig på sin rolle, og ved med det samme at hun er noget særligt. Han må finde ud af hvem hun er.

Kelly og Sonny bliver hvirvlet ind i gamle intriger og rænkespil, og det er ikke helt nemt at finde ud af hvem man kan stole på. Og samtidig med at de to unge mennesker skal finde ud af hvad de vil, er noget ekstra grumt i gære. Noget der kan få blodige konsekvenser for både alfer og mennesker.

Sproget i bogen flyder rigtig godt og kapitlerne skifter mellem Kelly og Sonny som fortæller, noget der også fungerer godt. Bogen er til tider fyldt med klicheer, fx. hvor smukke og tiltrækkende de to hovedpersoner er, men alt i alt er det en god historie. Jeg var i hvert fald underholdt og glæder mig til de næste bøger i serien.

Til dem, der er lidt trætte af vampyrer og postapokalyptiske scenarier, men stadig godt kan lide eventyr og magi og, ikke mindst, kærlighed og romantik.

Lesley Livingston, Kelley – Vinterkongens datter #1, Forlaget Tellerup, Oprindeligt udkommet på dansk i 2010 – udkommer i ny udgave marts 2016, 381 sider.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.