// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Morten Hesseldahl: Manden fra lavlandet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Morten Hesseldahl: Manden fra lavlandet

Skrevet af den 10. februar 2016 – 07:51Ingen kommentarer

Ved siden af sin direktørgerning på Det Kongelige Teater har Morten Hesseldahl tid til at skrive romaner. Manden fra lavlandet er nr. seks, og flere af de andre har været hårdtpumpede fortællinger med mord, spænding og drama. Her er vi ovre i en lidt anden genre, nemlig den eksistentielle, en slags coming of age, hvor fire venners liv og skæbner udfoldes.

Palle Bengtson er romanens omdrejningspunkt, og man følger hans og de tre venners liv fra ubekymret og idealistisk ungdom til voksenlivet og den begyndende alderdom med de begrænsninger og muligheder, som livet stadig rummer.

Palle Bengtson er en særdeles dygtig kommunikationsdirektør, chef i en international tøjvirksomhed og med baggrund i bureauverdenen, hvor han har været med til at få sin barndomsven Torben valgt som statsminister. Men ved bogens start vendes hans livsbane helt på hovedet. Han er i lufthavnen, på vej til Sydfrankrig og fejringen af sin kones 50-års fødselsdag. Hun er datter af tøjfirmaets ejer, og vi er i de øvre samfundslag.

På overfladen er alt tilsyneladende godt, men den eksistentielle tomhed har i et stykke tid haft godt fat i Palle. Mange af livets store spørgsmål rumler, og et af svarene er, at han må ud af sit ægteskab. Den konklusion kommer han til i lufthavnen få minutter før, han skal boarde flyet til Frankrig. Men pludselig er der breaking news. Statsministeren er blevet skudt. Og få minutter efter ringes Palle op. En fabriksbygning i Bangladesh er faldet sammen med over 100 dræbte, og det er en fabrik, som tøjfirmaet bruger.

Man kan ikke fortænke hovedpersonen i, at han i det øjeblik får en endnu stærkere og akut trang til at nulstille sit liv. Det gør han ved at hoppe på det første og det bedste langdistancefly, og han ender i Sydamerika. Her følger man ham så, mens han forsøger at skabe mening i sit liv.

Hesseldahl springer meget vellykket frem og tilbage i tiden, så man gradvist lærer Palles tre gode venner at kende, og til sidst får man opklaringen på attentatet på statsministeren. Det har tråde tilbage til de fire venners liv og valg, og på den vis bindes der en fin sløjfe.

Manden fra lavlandet er underholdende og velskreven, med fine miljøskildringer fra Sydamerika. Samtidig stimulerer den læseren til at tage sig tid til at kigge på sit eget liv, og på om man er på rette vej.

Morten Hesseldahl: Manden fra lavlandet. Modtryk. 281 sider. Februar 2016.