// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kirsten Hastrup: Thule på tidens rand
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Fotodokumentar

Kirsten Hastrup: Thule på tidens rand

Skrevet af den 2. februar 2016 – 08:50Ingen kommentarer

Thule – smag på navnet. Tænk over hvilke billeder, du får frem på nethinden. Isbjerge, kulde, en amerikansk luftbase i et forfrossent ingenmandsland. Store vidder med få mennesker, fangere, der lever af naturen på et sted på kloden, man næsten ikke skulle tro, det var muligt at opretholde livet. Sådan var det for mig, da jeg begyndte læsningen af Kirsten Hastrups fine og kloge bog om denne del af Grønland. Det er en gennemført smuk bog, og alt oser af kvalitet.

Forfatteren er professor ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet, og hun er både belæst og berejst. De seneste otte år har hun således tilbragt halvandet år i det lille samfund så højt mod nord. Og hun kan formidle, så man føler sig helt med inde i de små fangersamfund og deres skæbner, samtidig med at man forstår det storpolitiske spil, der foregår om Grønland.

Bogen er rigt illustreret med Carsten Egevangs flotte billeder af landskab, mennesker og dyr, og så er den fuld af anekdoter, der siger noget om, hvad der skal til for kunne leve i de ugæstfri omgivelser. Det er svært at forestille sig, at man kan nedlægge en isbjørn med en kniv. Men det skal der til. Fangeren beskytter sin venstre arm med tykt skind, og mens isbjørnen gnaver i det, nedlægger han bjørnen med et velplaceret snit.

At Thule blev dansk kan vi blandt andet takke Knud Rasmussen for. Han oprettede i 1910 sin handelsstation i Nordstjernebugten sammen med Peter Freuchen. Stationen solgte ammunition, træ til slæder og andet livsnødvendigt. Men Thulesamfundet føler sig ikke taknemmelig, for der blev ikke tale om et lykkeligt samkvem. Kirsten Hastrup er ganske hård i sin kritik af den danske embedsstands forvaltning af Thule. Helt galt gik det, da fangerbefolkningen tvangsfjernedes i 1953, og Thulebasen blev etableret.

I dag er der andre trusler i horisonten mod befolkningen. Det bliver varmere og varmere i området med klimaforandringer, der sikkert ikke kan stoppes. Det vil forandre Thulesamfundet for evigt, fornemmer man efter endt læsning. Så bogen sætter måske et punktum. I hvert fald har Kirsten Hastrup bidraget til, at Thule ikke bliver glemt.

Kirsten Hastrup: “Thule på tidens rand”. Lindhardt og Ringhof. Fotos af Carsten Egevang. 480 sider. 2015.