// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christian Mohr Boisen: Zlatan
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sport

Christian Mohr Boisen: Zlatan

Skrevet af den 26. januar 2016 – 07:30Ingen kommentarer

Svenske Zlatan Ibrahimovic må have det hårdt. Jeg tør næsten vædde hvad som helst på, at han med mellemrum sidder og tænker på, at han er en meget uheldig mand. Hans uheld stammer fra det faktum, at han har været på toppen i sin karriere, samtidig med at Cristiano Ronaldo og Lionel Messi spiller fodbold. Mon ikke den kære Zlatan med det store ego og det kæmpe talent, han bærer det rundt i, ville have været med på podiet, når de årlige afstemninger om tildelingen af Ballon d’Or finder sted, hvis da ikke det lige havde været for Ronaldo og Messi?

Christian Mohr Boisen har skrevet en fin bog om Zlatan. Det er en rigtig bruger-bog. Der er lavet lidt udmærket research om Zlatan, hans familie og baggrund og de klubber, han har trukket op til det ene mesterskab efter det andet. Men han har fremfor alt brugt meget af det sladder, de rygter og forrygende fortællinger, der gennem den serbisk-fødte svenskers tilværelse har klistret sig på ham som en dårlig parfume. Og de historier er yderst underholdende.

Zlatan har fået tæsk med grydeskeer, han har kaldt sin ungdomstræner dum i hovedet, han løj om sit ønske om at komme til Real Madrid, fordi han faktisk hellere ville til Barcelona – og det lykkedes. Bogen er fyldt af disse herlige historier, og de fleste af dem er måske endda sande. Men der er ikke meget nyt i bogen.

Du skal ikke købe ”Zlatan”, hvis du vil lære noget nyt og revolutionerende om Zlatan. Du skal købe bogen af to årsager, og de to årsager er ganske gode:
1. Bogen samler flot op på et fascinerende fodboldliv, og er du vant til at google dig gennem de gode fortællinger, så er det hele samlet her.
2. Bogen er proppet med fabelagtige fotos. Der er virkelig blevet lagt kræfter i foto-arbejdet, og du bliver ikke snydt for mange af de allerstørste Zlatan-momenter.

Som en mindebog over en stor, stor spillers karriere, er ”Zlatan” et fint værk. Journalistisk er bogen ikke noget at råbe hurra for, men det er heller ikke noget, Mohr Boisen forsøger at sælge den på. Derimod får du en flot illustreret kronologisk rejse gennem en af verdens i særklasse mest indflydelsesrige og dygtigste fodboldspilleres liv. Og den bog er let at tage frem og bladre i.

Christian Mohr Boisen, Zlatan, 175 sider, November 2015, Lindhardt og Ringhof.