// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jonas T. Bengtsson: Submarino
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dansk roman

Jonas T. Bengtsson: Submarino

Skrevet af den 21. juni 2008 – 21:38Én kommentar

Jonas T. Bengtsson Submarino foregår på samfundets absolutte bund. Blandt alkoholikere, narkomaner, kriminelle, tvangsfjernede børn og deres ulykkelige mødre.

Det er fortællingen om to brødre – eller rette sagt tre, men den tredje, navnløse bror, spiller kun en rolle i erindringen. De fik ikke mange chancer i tilværelsen, de to brødre, og de spiller deres kort ualmindeligt dårligt. Alligevel kommer vi helt ind under huden på dem. Deres håb (og mangel på samme), deres afstumpethed, deres følelsesliv og det der udefinerligt menneskelige, der gør at de på trods af alt alligevel forsøger at få en tilværelse til at hænge sammen. Uden held.

Det er ikke opløftende, og det er en del af København som jeg aldrig har kendt og forhåbentligt aldrig kommer til at kende. Her er ingen løsninger, kun en fremlæggelse af den alleryderste følelsesmæssige armod.

Det er en fremragende bog og meget anbefalelsesværdig. Jeg kan ikke lige komme på andre danske bøger i samme genre, men forslag modtages gerne i kommentarfeltet.

Sproget er råt og lige på, en slags “Pusher” på romanform. Og romanen er svær at lægge fra sig, også når den er færdiglæst fordi man her får sat ansigt og historie på de ynkelige narkomaner på Istedgade, fitnesscentrenes guldkædebehængte indvandrere og deres narkohandel, tyvene, voldsmændene og de hjemløse.

Det er Jonas T. Bengtssons anden roman og det tegner godt for en ung forfatter, der tør skrive anderledes og om andre emner end tidens selvpillende middelklasse-litteratur. Tak for det – jeg glæder mig til at læse debutromanen og følge med i dette meget lovende forfatterskab.

Submarino skal i øvrigt iflg. rygterne filmatiseres af Thomas Vinterberg.

Jonas T. Bengtsson: Submarino. Gyldendals bogklubudgave, 2007. 392 sider.

Én kommentar »

  • Katrine Stevnhoved siger:

    Super fed bog, den tog ikke mange dage at sluge. Super historie om to brødre og deres liv og skæbne. Den bør altså læses!

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.