// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Lars Henrik Aagaard: Hvor langt er der til verdens ende? 50 store spørgsmål til professoren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Opslagsværk

Lars Henrik Aagaard: Hvor langt er der til verdens ende? 50 store spørgsmål til professoren

Skrevet af den 29. november 2015 – 07:53Ingen kommentarer

Hvor langt er der til verdens ende? Det er da egentlig et godt spørgsmål! Et hurtigt svar vil være “meget langt”! Men svaret kan selvfølgelig foldes ud og uddybes og det er netop hvad forfatteren gør med spørgsmålet i denne nye bog.

Forfatteren Lars Henrik Aagaard har været videnskabsjournalist i mange år, har skrevet flere populærvidenskabelige bøger og har siden foråret 2014 været ”professor” på børneavisen Kids News, hvor han svarer på børn og unges spørgsmål om ”alt mellem Big Bang og hjernens nerveceller.” Og man fornemmer godt, at han kender sit stof.

Er du udstyret med en spørgejørgen af et barn eller barnebarn i alderen 6-13 år, der gerne vil vide alt det du ikke kan svare på, er bogen et oplagt julegavebud. I bogen er der svar på spørgsmål som “Hvorfor skal man sove?”, “Hvordan bliver man rig?” og “Hvor meget vejer jorden?”.

Bogen er ikke helt nem at læse/forstå, men det er saftsuseme heller ikke nemme emner, der tages op. Hvert spørgsmål/kapitel er afgrænset med et svar og suppleret med bonusinfo og illustrationer og man kan med fordel snuppe et par spørgsmål/kapitler af gangen. Man vil næppe kunne rumme at læse hele bogen i et ryk, hvis noget af den nye viden skal hænge fast.

Jeg kan sagtens se bogen blive brugt som højtlæsning for store børn, da der nemt kan dukke yderligere spørgsmål op, der måske kan besvares af en voksen (ellers må man tage google eller det lokale bibliotek i brug).

Hvorfor er der krig? Findes der spøgelser? Og hvad er tid? Hvis du gerne vil have svar på disse store spørgsmål må du have fat i den oplysende bog.

Lars Henrik Aagaard, Hvor langt er der til verdens ende? 50 store spørgsmål til professoren, Berlingske/People´sPress, November 2015, 192 sider.