// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Christian Mohr Boisen: Ronaldo
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sport

Christian Mohr Boisen: Ronaldo

Skrevet af den 21. november 2015 – 07:52Ingen kommentarer

Cristiano Ronaldo er en af verdens absolut bedste fodboldspillere gennem tiderne. Jo, vi har Lionel Messi, vi har Pelé, vi har Maradona, Eusébio, Bobby Charlton, Franz Beckenbauer og et dusin andre gode kandidater til den ultimative titel, men det er ikke det, der er sagens kerne her. Faktum er, at Cristiano Ronaldo i dag og gennem historien nok lander på listen over de ti bedste fodboldspillere i verdenshistorien, og derfor er han naturligvis også genstand for masser af opmærksomhed.

I løbet af de seneste par år er der udkommet to film, en række bøger og masser af såkaldte ’specials’ om fænomenet fra den portugisiske ø, Madeira. ”Ronaldo” er blot den seneste i rækken, skrevet af Christian Mohr Boisen, der skriver fast for Euroman og Børsen og desuden skriver for Manchester Uniteds officielle kampprogram, Berlingske, Ud&Se, Udenrigsministeriet og flere andre. Mohr Boisen var desuden medforfatter til ”Laudrup – et fodbolddynasti”. Mohr Boisen er altså fuldt ud kvalificeret til at give os sit bedste bud på den store fodboldstjernes liv.

Mohr Boisen har valgt et godt journalistværktøj, når han skriver i nutid. Det har den effekt, at selv begivenheder fra Ronaldos barndom og ungdom bliver mere levende, og i dette tilfælde er det meget brugbart. For selvom der er masser af små sjove oplysninger, som jeg virkelig aldrig før har hørt om Ronaldo, så er det altså begrænset, hvor dramatisk hans liv har været.

Jo, Ronaldo voksede op under fattige kår, men det har så mange gjort før ham – også med professionel succes til følge. Men det skal ikke ligge den guddommelige fodboldspiller til last, at hans liv ikke har været fyldt med drama fra de spæde barndomsår og til i dag. Der har været kampe nok – om man så må sige. Og især hans duel med argentinske Lionel Messi om at blive kåret til verdens bedste fodboldspiller er et bevis på det faktum.

Bogen lider en smule af at være nærmest et langt dramatiseret referat. Det havde været fantastisk, hvis forfatteren havde været en del af Ronaldos liv og bevæget sig op og ned af ham i flere år, så portrættet derigennem havde virket mere direkte og rent.

Til gengæld har det den fordel, at det er ganske velskrevet, og ikke for mange detaljer er udeladt. Der er masser af viden at hente i bogen, og kender du ikke Cristiano Ronaldo, og har du et ønske om at vide mere om denne mand og hans liv fra ungdomsbanerne på Madeira til først Lissabon og siden Manchester og Madrid, så er det her bogen, du bør ønske dig i julegave. Om ikke andet, så har du med dette værk et fabelagtigt udgangspunkt til en virkelig nørdet trivia-quiz.

Christian Mohr Boisen, Lindhardt & Ringhof, 200 sider, oktober 2015