// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Chad Corrie: Portalen til afgrunden
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Fantasy

Chad Corrie: Portalen til afgrunden

Skrevet af den 14. november 2015 – 07:49Ingen kommentarer

Portalen til afgrunden er starten på en ny, episk fantasyfortælling af den lange slags.

Bogen handler om riget Tralodren, der består af en mængde øer beboet af forskellige racer. Magien har, efter at guderne forviste troldmanskongerne fra riget for 800 år siden været forsvundet fra Tralodren, men er nu på vej tilbage.

De onde elyellium-elvere vil bruge det oprindelige folks magiske optegnelser til at genskabe deres rædsels-imperium, og det må naturligvis forhindres. En broget flok bestående af en gladiator på flugt, en dværg, en troldkvinde, en religiøs ridder og to patrius-elvere rejser mod de gamle ruiner i den fjerne jungle, for at forhindre skrifterne i at falde i de forkerte hænder.

I de gamle ruiner har troldmanden Valan imidlertid slået sig ned for at lære mere om det oprindelige folks magi. Og han skyr ingen midler for at nå sit mål. Alt dette bliver iagttaget fra den anden side af afgrunden, hvor en af de gamle troldmandskonger, Cadrith, kun venter på det rette øjeblik til at vende tilbage til verden.

Bogen er velskrevet, men med de mange karakterer med hver deres folkebaggrund og kultur, skal man være opmærksom, når man læser. Desuden skifter fortælleren i hvert kapitel, hvilket også er med til at forvirre en smule. Dette bliver dog nemmere, når gruppen samles ca. midt i bogen. Men nogle gange kan det godt føles som om, historien drukner en smule i alle sidehistorierne og detaljerne.

Sproget er godt, men bærer desværre præg af en del skønhedsfejl, fx gentagelser af linjer eller manglende ord. Der er ikke meget, men nok til, at man bliver en anelse forvirret sommetider.

Det er en tyk bog fuld af lange beskrivelser. Der er ikke tvivl om, at forfatteren har brugt lang tid på at opbygge sin verden. Men det gør samtidig også, at der er en hel del detaljer, man som læser skal holde styr på. Så er man ikke til de lange, episke fantasyfortællinger, skal man ikke læse Portalen til afgrunden. Men hvis man synes den slags er fedt, og at der ikke kan være baggrundshistorie nok, er den værd at tjekke ud.

Chad Corrie, Portalen til afgrunden, Forlaget Tellerup, Oktober 2015, 472 sider.