// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jens Thomsen: Kommissærens første 100 dage
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » International Politik

Jens Thomsen: Kommissærens første 100 dage

Skrevet af den 3. november 2015 – 18:08Ingen kommentarer

Margrethe Vestager startede i november sidste år som EU’s konkurrencekommissær. Journalist Jens Thomsen stiller i denne bog skarpt på forløbet op til udnævnelsen af Vestager, godkendelsesprocessen og hendes første 100 dage som kommissær.

Den erfarne EU-journalist tager os med ind bag kulisserne og giver os en grundig indføring i hvordan EU-Kommissionen arbejder og i de interne magtkampe og særheder. Vi kommer også tæt på Vestager i forløbet op til at hun tiltræder og i de første 100 dage.

Men ikke tæt nok. Det er en lettere overfladisk gennemgang. Især af Vestagers arbejde de første 100 dage. Vi får antydninger af at hun starter ud med at lægge arm med blandt andre Google. Men vi kommer ikke ned i materien og får ikke beskrevet denne armlægning i detaljer og med konkrete begivenhedsforløb. I bund og grund ærgerligt. For her ligger formentlig en god historie.

Thomsen tegner desuden et til tider kvalmende glansbillede af Margrethe Vestager i stil med det, der blev tegnet af hende i hendes sidste tid i dansk politik som den uformelle leder af S-R-SF regeringen. Ærgerligt at Jens Thomsen ikke formår at få kritikere af Vestager på banen. Internationale erhvervsfolk, garvede EU-politikere og skarpe journalister fra Financial Times og lignende burde have kunnet give lidt modvægt. For det bliver lidt for følgagtigt.

Når det er sagt, så får os, der ikke beskæftiger os med EU-politik til daglig, en fin indføring i kommissionens verden og livet som kommissær. En indføring og så desværre heller ikke mere.

Jens Thomsen: Kommissærens første 100 dage. Gyldendal, 2015. 224 sider.