// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kim Fupz Aakeson: VITELLO går til pigefødselsdag
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Kim Fupz Aakeson: VITELLO går til pigefødselsdag

Skrevet af den 8. november 2015 – 07:02Ingen kommentarer

Det er en sand fornøjelse at læse højt af den nye bog om Vitello. Min næsten syvårige grinede og fnes sig igennem aftenens godnatlæsning.

Vitello er inviteret til fødselsdag. Hos Kamma. Den hemmelige kæreste. Med 30 kr. i hånden fiser han ned i centret for at købe en gave. En sej gave. Og lørdag får han skjorte på og bliver sendt af sted. Til boller og lagkage.

Men der til festen er der en dreng. En stor dreng. Og så går der konkurrence i at få Kammas opmærksomhed. Vitello er på en måde hurtigt foran på point. Men så sker der allligevel noget, så de voksne synes at han skal gå hjem. Hvad Kamma mener, må du læse dig til, men Vitello får en fin farve i kinderne.

Vitello går til pigefødselsdag er det 17. bind i den anmelderroste serie om Vitello. Det er godt nok mange bøger om den samme knægt! Bøgerne har solgt i mere end 100.000 eksemplarer. Det er seriøst mange! Og jeg kan godt forstå begejstringen for bøgerne. De bind vi ikke selv har stående på hylden, har vi gang på gang lånt på biblioteket.

Med risiko for at gentage, hvad jeg har skrevet i tidligere anmeldelser, vil jeg gerne fremhæve illustrationerne. Det er let at genkende Vitello og illustrationerne spiller så fint sammen med fortællingen. Bogens sider er ikke hvide, men skifter mellem stort set alle farver og det giver en kæk tju-bang effekt. Og kæk passer meget godt på Vitello.

Du kan også læse vores anmeldelse af en af de tidligere udgivelser her.

Kim Fupz Aakeson: VITELLO går til pigefødselsdag, Illustreret af Niels Bo Bojesen, Gyldendal, Oktober 2015, 32 sider, Målgruppe 5-9 år.