Anette Harbech Olesen: MAD – kunsten at spise godt og leve sundt
Man skal ikke åbne mange magasiner eller dameblade for at konstatere, at der er stor fokus på mad og sundhed. Vi ønsker at leve sundt og at tage os tid til at lave den gode mad til os selv og vores nærmeste. Vi ønsker at tage os tiden til at samles om et veltillavet måltid mad med de bedste råvarer.
Anette Harbech Olesen er med til at sætte fokus på at spise godt og leve sundt. Hendes bedste opskrifter og idéer har hun nu samlet i den meget smukke bog: MAD – kunsten at spise godt og leve sundt.
Anette har gjort sig sine egne erfaringer i forhold til at leve sundt, da hun efter en trafikulykke oplevede, at jo bedre og sundere hun spiste, jo mindre medicin havde hun brug for, for at klare hverdagen.
I bogen giver hun sine bud på 7 sunde principper og gennemgår de grønne kulhydrater, gode proteiner og det sunde fedt. Alt sammen er med til at give et billede på, hvordan din krop får det bedre af et stabilt blodsukker, en sund kost og gode råvarer.
Opskrifterne er lette at gå til og her findes måltider i forskellige sværhedsgrader og alt efter hvad hverdagen tillader, er her også hurtigt tilberedte måltider.
Flere af opskrifterne er uden gluten og komælksprodukter og flere steder er der angivet alternativer til hvad du kan erstatte forskellige produkter med, for eksempel i forhold til sukker, oste m.m.
Opskrifterne er inddelt efter morgenmad, frokost og aftensmad og afsnittet med sundt sødt rammer plet med lækkerier til den søde tand og eftermiddagssnacken. Mad er liv, næring og energi og bogen er et godt bud på en klassiker i køkkenet, læs gerne mere på www.madforlivet.com
Anette Harbech Olesen: MAD – kunsten at spise godt og leve sundt, 2015, 192 sider, Forlag Sophia Helse Aps.