// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » J.D.Salinger: Griberen i rugen (Forbandede ungdom)
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » klassiker, Roman

J.D.Salinger: Griberen i rugen (Forbandede ungdom)

Skrevet af den 31. oktober 2015 – 07:49Ingen kommentarer

Her er bogen til dig, der ligesom mig er ved at læse dig igennem rækken af (amerikanske) klassikere.

Bogens hovedperson er den 17 årige overklassedreng Holden. Vi møder ham på et ikke nærmere defineret hjem/opholdsted, hvor han venter på at hans bror skal besøge ham. Her fortæller han sin historie til en “du-person” – måske til dig som læser. Bogen er én lang monolog, hvor han fortæller om sit liv, sin familie, sin opvækst, men mest om et par dage op til jul det forgangne år. Holden fortæller om den kostskole, han er blevet smidt ud fra, om de unge piger han finder interessante, om sin fantastiske lillesøster, og om irriterende voksne der ikke forstår noget. Og blandt andet på grund af manglende (oplevelse af) forståelse fra voksne, undlader han at tage hjem til sine forældre efter at være smidt ud af kostskolen.

I Holdens fortælling er vi med på natklubber, tvivlsomme hoteller og kortvarigt på visit hos hans lillesøster. Det sejler i den grad for Holden og han gør det på ingen måde nemmere for sig selv med sine gentagne umodne og uhensigtsmæssige valg. Man forstår, at det er svært at være ung og at være et produkt af overklassen med alle de muligheder og forventninger der følger med.

Bogen er tidligere udkommet på dansk under titlen Forbandede ungdom. Bogen blev nyoversat til dansk af Klaus Rifbjerg i 2004 og fik i den forbindelse en ny dansk titel, der ligger en hel del tættere på den engelske titel The Catcher in the Rye end den første danske titel. Den nye titel giver muligvis ikke helt mening på dansk førend man har læst bogen. Uden at afsløre ret meget kan jeg godt fortælle, at “griberen” helt enkelt er den person, der griber noget og at “rugen” er den kornsort, der er på marken, der hvor bogens hovedperson forestiller sig at skulle gribe nogen i sit ønske om at redde dem.

Griberen i rugen er overraskende let at læse (den snørklede titel gav mig en forventning om det modsatte). Den er relevant, interessant og fortsat aktuel, hvis man interesserer sig for det unge menneskes sind, forvirring og rodløshed. Og så er den obligatorisk læsning for litteraturinteresserede, da blandt andre danske Leif Panduro (Rend mig i traditionerne) var inspireret af bogens tematik.

J.D.Salinger, Griberen i rugen (Forbandede ungdom), Gyldendal, 220 sider, På dansk ved Klaus Rifbjerg, 2.udgave, 3. oplag 2012, Oprindeligt udkommet på engelsk 1951.