// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Stephenie Meyer: Formørkelse
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Stephenie Meyer: Formørkelse

Skrevet af den 4. september 2009 – 16:56Én kommentar

formørkelseBella er en helt almindelig teenager som småskændes lidt med sin far, bruger for meget tid med sin kæreste og for lidt tid på skolebøgerne. Hun er i klemme mellem kæresten Edward og vennen Jacob, for de to kommer mildest talt ikke så godt ud af det med hinanden. Lyder det genkendeligt?

Men her stopper alt det normale, for Edward er en vampyr og Jacob en varulv – og i midten står Bella og forsøger at holde fast i dem begge og ikke mindst i sig selv.

Der er store følelser på spil og Bella står overfor en vigtig beslutning. Vil hun sige farvel til det liv hun kender, for at dele et evigt liv med Edward, der er kold som marmor og smuk som bare pokker? Og hvilke følelser er der overfor vennen Jacob, som hendes far holder så meget af og som er varm, stærk og sjov?

Der skal en trussel udefra til at få Bellas øjne op for, hvad hun vil med sit liv og til at mændene i hendes liv viser deres sande jeg. Nogen eller noget vil Bella til livs og spændingen bygges op imod en kamp, som Bella ikke kan overskue konsekvenserne af.

Der er kærlighed og romantik, gys og spænding. Men også lange passager med ligegyldigheder, som bare skal overstås, så man kan finde ud af hvad der truer Bella og hvilket valg hun træffer til sidst.

Formørkelse er 3. del af Stephenie Meyers vampyrkærlighedssaga i Tusmørkeserien. For de ivrige fans har den været længe ventet og jeg er sikker på den lever op til forventningerne for de ægte vampyrentusiaster.

De to første dele i serien er ”Tusmørke” og ”Nymåne”. Første del er filmatiseret: ”Twilight”, næste film er på vej og sidste bind i serien; ”Daggry” forventes at udkomme i efteråret 2009.

Stephenie Meyer, Formørkelse, oversat af Tina Schmidt, Carlsen, 2009, 688 sider