// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jesper Felumb Conrad: Karl og Bent
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Jesper Felumb Conrad: Karl og Bent

Skrevet af den 10. september 2015 – 07:31Ingen kommentarer

For et par år siden faldt jeg tilfældigt over en lille hæftet bog i Søstrene Grene. Illustrationerne var så finurlige, sjove og fine, at jeg hev bogen i kurven. Det viste sig at være en del af en letlæsningsserie om Karl og Bent.

Her et par år senere har forlaget Tellerup valgt at udgive hele serien med hard back (9 gode bøger!) og som læseinteresseret mor til en dreng på 6 år er jeg begejstret! (det er knægten heldigvis også).

For det første er det godt med serier til nye læsere – det er nemlig nemt at læse i en kendt verden og alene det kan motivere til at læse endnu en bog. For det andet kan børn (i hvert fald mine) godt lide, at bøgerne er lavet med hard back – det er mere en rigtig bog end de hæftede er. Og for det tredje er det en god serie!

Og hvorfor er det så en god serie? Det er det fordi bøgerne indeholder mange gode illustrationer. Fordi bøgerne er nemme at læse med et lixtal på 5-6. Og fordi historierne til trods for den nemme tekst rummer en sjov handling.

Den seneste bog i rækken er en nyudgivelse med titlen “Karl og Bent bygger en katapult”. Karl er en sød dreng. Bent er hans hund. Bent er ikke en normal hund. Bent kan trylle. Han kan ligne det han tænker på. Karl og Bent keder sig af og til. Men når Karl og Bent keder sig, får de ofte gode ideer. De bygger en ridderborg og en katapult, men mangler en stor sten. Det bliver Bents opgave at være den store sten og han får sig noget af tur, da han sendes afsted fra katapulten.

En af de andre gode bøger er “Karl og Bent bygger et fly”. Et gult fly, der kan flyve højt. Men så indtræffer katastrofen – propellen på flyet falder af! Heldigvis kan Bent trylle sig om til en propel og de kan begge lande trygt igen på jorden. Bent dog lidt mere udmattet og omtumlet end Karl.

Bøgerne er bygget op efter samme skabelon, hvor et problem opstår, som Bent må løse og det fungerer godt. Der skal bygges huse, biler, både og meget andet. Så hvis du gerne vil støtte dit barn i 0-2 klasse med læsningen er bøgerne om Karl og Bent gode til en hyggelig stund i sofaen.

Jesper Felumb Conrad, Karl og Bent, Tellerup Forlag, Illustreret af Jon Skræntskov, Lix 5-6, 9 bøger i serien, 13-15 sider.