Hvordan kom vi egentlig til og hvordan blev vi til hvad vi er i dag? Hvordan blev vi den dominerende art på Jorden? Det er en lang og spændende rejse, som spænder over mange, mange tusinde år. Fra dengang vi i højere grad kunne sammenlignes med aber end med de nutidsmennesker, vi er blevet til, og så til i dag, hvor vores samfund og teknologiske formåen er blevet så komplekse, at ingen af os kan overskue det hele fuldt ud.

Yuval Noah Harari tager os med på rejsen og fortæller undervejs om, hvordan menneskets evne til abstrakt tænkning har gjort os i stand til at skabe de fysiske og kulturelle rammer, som vi ser i dag, og hvilke problemer, det også har skabt for os. Han fortæller blandt meget andet om, hvordan sladder har været en medvirkende faktor til at vi formår at leve i meget store flokke, hvordan ideer som rettigheder har udviklet sig gennem tiderne på godt og ondt, hvordan og hvorfor talsystemer opstod og hvad det har gjort for vores videre udvikling, etc.

Det er virkeligt interessant stof, og det er i høj grad velskrevet, og velovervejet – der bliver præsenteret flere teorier om emnet hvor det er relevant, og forfatteren gør sig ikke nødvendigvis til dommer over, hvilken af teorierne, der er mest sandsynlig / rigtig. Det giver et spændende indblik i forskningen på området, hvor det tydeliggøres, at historien som vi kender den formes og ændres af tolkningen af nye og gamle fund, og at der ikke nødvendigvis er hundrede procents sikkerhed omkring, hvad virkeligheden reelt var. Koblet med, at teksten er velskrevet, giver det indtryk af en overordnet set velresearchet og velkomponeret bog.

Men der er dog ikke alle steder, at forfatteren udviser forskerens kølige overblik og distance, som for eksempel i afsnittet om menneskerettigheder og fortolkningen og forvaltningen af dem igennem tiden. Her presser han sine egne meninger ned over teksten. Det lader til at ske på områder, som forfatteren er følelsesmæssigt involveret i, og især i disse tilfælde skriver han med en vis arrogance overfor læseren, en slags ‘Det kan du vel nok forstå’-attitude. Det er heldigvis ikke symptomatisk for hele bogen, men jeg blev tilstrækkeligt irriteret over det til at det tog mig et godt stykke tid at komme igennem bogen, på trods af at indholdet er rigtigt spændende og bogen ellers i det store hele er meget velskrevet og oplysende.

Yuval Noah Harari lader generelt til at mene, at menneskeheden har ødelagt det hele for sig selv og ikke mindst for resten af planetens indbyggere. Vi har kvajet os ved at udvikle os fra de simple jæger-samler samfund, hvor vi efter alt at dømme var relativt velfungerende og sunde, til de enorme og ultrakomplekse konstruktioner af samfund, vi ser i dag. En lidt ekstrem version af ‘Alt var bedre i gamle dage’-flosklen. Men han argumenterer for sin sag, så selvom man måske i første omgang kan blive lidt fornærmet på menneskehedens vegne, så giver det bestemt stof til eftertanke, og det er nok ikke så skidt at blive provokeret til lidt eftertænksomhed i ny og næ.

Yuval Noah Harari, Sapiens: En kort historie om menneskeheden, Lindhardt og Ringhof, 462 sider, 2015