// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Erika Riemann: Sløjfen i Stalins skæg
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie

Erika Riemann: Sløjfen i Stalins skæg

Skrevet af den 8. september 2015 – 07:42Ingen kommentarer

Erika Riemann – eller Grabe, som hun dengang hed – var kort efter 2. Verdenskrig udsat for en langvarig og grufuld oplevelse. Under kommunismens ubarmhjertige styre begik hun i et øjebliks kådhed det, der omsider af myndighederne blev betegnet som en forbrydelse. Den meget unge pige syntes nemlig, at portrættet af Josef Stalin, der hang på muren tæt ved familiens frisørsalon i Mühlhausen, hvor hun arbejdede, var lidt dystert. Ja, han så endda ud, som om han var lidt ked af det. Derfor gik hun hen og tegnede en lille sløjfe i hans buskede overskæg.

Forbrydelsen kostede hende år i fængsel og sovjetiske fangelejre, hvor sult, voldtægt og misbrug hørte til den brutale dagligdag. Og fortællingen minder os om en tid, hvor Europa så anderledes ud, og hvor livet for nogle af Tysklands borgere på ingen måde blev bedre, da krigen sluttede.

Bogen vælter sig på ingen måde i selvynk eller råben på medlidenhed. Faktisk er den – trods sin brug af en meget aktiv nutid som fortælleform – forbavsende fritaget for de i denne slags autentiske fortællinger ofte brugte virkemidler, der skal trække læserne ind i historien og få os til at føle os berørt af handlingen. Det være sig visuelle virkemidler, brug af særlige beskrivende eller følelsesladede ord med mere. Beskrivelserne er der. Men de er konstrueret, så vi føler, der er en let afstand mellem fortælleren og begivenhederne.

Bogen har dog visse udfordringer. Det vil faktisk ikke være helt forkert at sige, at jeg skulle gennem de første 8-9 kapitler, før jeg for alvor blev fanget af handlingen. Det er der flere årsager til. En af dem er, at Erika Riemann meget tidligt beskriver sig selv som en ganske almindelig tysk ‘tøs’, der på ingen måde adskilte sig fra sine samtidige og derfor var lige så modbydelig over for jøderne, som vi kunne frygte. Hun er ærlig, når hun tilføjer, at hun ikke vidste bedre og derfor ikke tænkte over konsekvenserne, men denne troværdige beskrivelse er ikke noget, der er med til at gøre Erika til en attraktiv personlighed.

En anden ting, der gør det svært at blive fanget af fortællingen, er af mere teknisk karakter. Det handler nemlig om oversættelsen. Enten er der tale om to forskellige oversættere, hvor den dygtigste først blev koblet på projektet omkring kapitel 10, eller også skulle oversætteren først skrive sig varm. Vi lægger nemlig ud med sætninger som: “… Tolken blander sig også, og hendes stemme lyder moderlig. Den tykkes brølende latter er vel så det, der gør udslaget. …”. Heldigvis ryger vi over i afsnit som: “… Mennesker vænner sig til enhver rytme, selv den mest afsindige. Men alt er stille. Ingen skridt, ingen støj af celledøren. Mit håb sluger begærligt denne bid også.” For mange læsere vil det ikke være en udfordring. Men det var det for mig, og det ærgrer jeg mig over.

Historien er kronologisk opbygget, og det er nok okay. Men der er ikke mange overraskelser at finde mellem linjerne. De gode oplevelser, som der helt naturligt ikke er så mange af gennem en fortælling af denne karakter, er alle nedtonede, men det samme er de grufulde oplevelser. Det efterlader mig med to følelser, der kæmper for at komme op til overfladen og holde den anden nede. Den første er et savn om engagement, indlevelse, følelser, så jeg selv kan blive revet dybere ind i fortællingen. Men den anden følelse, jeg sidder med er en forståelse af nødvendigheden af at have skubbet oplevelser som disse et sted hen i sindet, hvor de ikke længere kan gøre ondt. Og er det tilfældet, så er det vel egentlig meget forståeligt.

Jeg sidder tilbage og mangler noget. Jeg er ikke ’fyldt ud’ af denne historie eller måden, hvorpå den blev fortalt. Min udfordring er, at når den netop er blevet fortalt på denne måde, så kan en uddybning eller en længere fortælling nok heller ikke fange mig mere.

Erika Riemann, Sløjfen i Stalins skæg, 2015, 236 sider, Informations Forlag.