// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jan Kjær: Manta og skovpiraterne
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog, Billedbog

Jan Kjær: Manta og skovpiraterne

Skrevet af den 25. august 2015 – 07:03Ingen kommentarer

Nomerne har fra første bog været meget populære her i huset. Især min yngste dreng Johan, der nu er seks år har fået læst bøgerne højt et utal af gange. Han var derfor også med på at teste bog-appen Manta og skovpiraterne. Denne gang møder vi nomen Manta, som er en mad-nom. Da en flok onde skovpirater angriber Nomerbyen, må Manta bruge sin viden om skovens planter og frugter til andet end at lave mad. Og det kan han heldigvis godt. Manta og skovpiraterne er en spændende og tempopræget historie for de 4-7 årige.

Johan var hurtig til at vurdere bogen: “Den er meget god” og han tilføjede straks: “Det er sjovt, at madnomen bliver en helt”, underforstået at det er fedt at en almindelig nom kan blive en helt, der betyder noget for andre. Og det er da en rar tanke at overføre på et børneliv – at en almindelig dreng kan blive en helt og betyde noget for andre.

Man kan vælge mellem “lyt” eller “læs” og det er en meget behagelig mandestemme, der læser historien højt og med skuespillerevner hæver og sænker stemmen i dialogerne.

Når man trykker på skærmen dukker der lyde op, der passer til historien. Lydene kan være tramp, råb, grin, brøl eller andre lyde. Hvis du vælger “lyt”-versionen skal de små pilfingre dog vente med at trykke til hele siden er læst højt, for ellers kommer højtlæsningen og lydeffekterne hulter til bulter og så er det svært at høre noget. Johan synes, at lydeffekterne var en sjov tilføjelse til bogen. Udover lydeffekterne vil tryk på skærmen få ting til at ske på skærmen, så billederne er med til at folde historien ud.

Sammenlignet med tegninger i andre bøger er Jan Kjærs bøger vildt flot illustrerede og det samme gør sig gældende for Manta og skovpiraterne. Johan fandt, at tegningerne var MEGET seje! Og det er de også. Der er i det hele taget en fin balance mellem sødme og sejhed – både i billeder og i historie, og jeg tror, at der er en årsagerne til, at drenge (og piger?) på 4-7 år holder så meget af nomerne.

Du kan købe appen i iTunes – klik her.

Jan Kjær, Manta og skovpiraterne, Character Publishing, Marts 2015, Alder 4 år+, Kræver iOS 7.1 eller en nyere version, Kompatibel med iPad.