// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Andrea Hejlskov: “Andrea Hejlskov” – en facebook-biografi
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Roman

Andrea Hejlskov: “Andrea Hejlskov” – en facebook-biografi

Skrevet af den 10. september 2009 – 21:56Ingen kommentarer

Andrea Hejlskov er en dansk kvinde, født i 1975, mor til tre, foredragsholder, børnepsykolog, ekskone, kone, forfatter til ungdomsbogen Lokes Høj, vild med ord og aktuel med bogen “Andrea Hejlskov” – en facebook-biografi.

Bogen er en rejse rundt i de tanker og følelser, drømme og håb, frustrationer og glæder, som Andrea Hejlskov beskriver for os om livet, børnene, karrieren og kærligheden. Der er gribende notater om børnene, og deres reaktion på det med at mor og far ikke længere er sammen – notater så man får lyst til at tage børnene ved hånden og tage dem med til et sted hvor intet ondt findes, i stedet for turen til Statsamtet.

Der er også mere opløftende afsnit – især de kærlige og rørende beskrivelser af forholdet mellem Andrea og hendes børn. Jeg var især begejstret for historien om den søndag, hvor hendes 12 årige datter sådan nærmest henkastet spørger om Andrea vil læse lidt på de kapitler, som hun har skrevet på til en bog, og trods Andreas egen længerevarende skriveblokade glædes hun over datterens spirende forfatterevner.

Men det er også en bog med rigtig mange ord, og til tider for mange ord. Og legen med de mange ord får desværre nogle af bogens afsnit til at fremstå som lidt uvedkommende monologer. Et sted i bogen bruger Andrea til gengæld ikke så mange ord, og her lykkes det at ramme plet. “Jeg kunne skrive om ting der gør ondt…..Jeg kunne skrive om livet som det udfolder sig, ude ved Nettoskiltet – men egentlig, når man tænker over det, handler det vel ikke så meget om tingene i sig selv, men mere om hvordan man ORIENTERER sig i dem”. Og det må da siges at være kloge ord. Livet handler jo om hvordan vi klarer os igennem udfordringer, tab og sorger, og om hvordan vi kommer ud på den anden side.

I bedste facebook-stil indeholder bogen dog også venners statusopdateringer og kommentarer. Her er det især underholdende at følge med i planlægningen af Andreas polterabend. Man må sige, at hun er omgivet af særdeles friske og tossede veninder.

Du kan læse mere om Andrea Hejlskov på hendes hjemmeside eller på hendes profil på facebook.

Andrea Hejlskov, “Andrea Hejlskov” – en facebook-biografi, Lindhardt og Ringhof, september 2009, 290 sider.