// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Svend Sørensen: Breve til Saxo – en krimikrønike fra Thy
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Svend Sørensen: Breve til Saxo – en krimikrønike fra Thy

Skrevet af den 15. august 2015 – 07:43Ingen kommentarer

Hovedpersonen i Breve til Saxo er Arnfred, som er enkemand. Hans kone Lise begik selvmord i den lokale å. Men det er noget som Arnfred ikke taler for højt om, for det er for smertefuldt. Han lever af at være taksator i et forsikringsselskab og tager bl.a. ud til ulykkessteder for at vurdere skaders omfang.

Anfred bor i et lille samfund i Thy, hvor alle på en eller anden måde kender alle og så alligevel ikke. For hemmelighederne florerer i den lille by, og det er hemmeligheder, der går helt tilbage til Arnfreds barndom. I nærheden af Arnfred bor fraskilte Ilse med sin søn Søren – og via Søren møder Arnfred og Ilse hinanden og bliver kærester.

En dag bliver Arnfred kaldt ud til den lokale mekaniker Mikkel, som ønsker en forsikring. Han har nemlig tiltusket sig en gammel dragkiste og i den fundet nogle endnu ældre skriftruller. Faktisk viser det sig, at de er skrevet af munken Tue i 1100 tallet til Saxo, som han kunne bruge i sin krønike om Danmark. Gennem Arnfreds læsning af skriftrullerne, sammen med Ilse og deres to venner Benny og Grethe, får vi et meget spændende indblik i en familie i Danmark 1000 år tilbage.

Samtidigt med tilbageblikket via skriftrullerne, er den lille by på den anden ende, fordi danskamerikaneren John, Arnfreds gamle klassekammerat, kommer på besøg i byen. Han har tjent masser af penge på en opfindelse og har ikke været i byen i 30 år –eller har han? For John er omgivet af mystik.

Forfatteren Svend Sørensen blander krimigenren med den historiske roman. Det historiske tilbageblik til 1100 tallet er meget spændende og velskrevet – og krimien med kærlighedshistorien i nutiden fungerer også rigtigt godt. Selve sammenkædningen af de to mangler lidt, så relevansen mellem det gamle Danmark og nutiden bliver mere tydelig. Men alt i alt er det en spændende krimikrønike.

Svend Sørensen, Breve til Saxo – en krimikrønike fra Thy, Forlaget Hovedland, 286 sider, marts 2015