// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Garen Ewing: Jagten på regnbueorkidéen
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Tegneserie

Garen Ewing: Jagten på regnbueorkidéen

Skrevet af den 3. august 2015 – 07:26Ingen kommentarer

Vi er i 1920’ernes England, og historikeren sir Alfred Gatesby-Grey og hans assistent Julius Chancer har netop afleveret en opgave til en klient, da den næste opgave kommer ind ad døren. Lord Lawrence og hans datter, Hollywoodskuespillerinden Lily Lawrence, har brug for hjælp til at redde faderens navn og ære, og ikke mindst hans gods og hans rigdom. Han er nemlig kommet til at vædde det hele væk til den onde forretningsmand Urkas Grope.

Hvis ikke Lord Lawrence slår Urkas Grope i den kommende orkidéekonkurrence, så mister han alt. Og det ser meget sort ud for Lord Lawrence, for han har ingen orkidée, mens Urkas Grope har et eksemplar af en meget sjælden sort orkidée. Men der er en legende om en regnbueorkidée, og hvis bare Lord Lawrence kan få fingre i sådan en, så kan han redde alt. Men eksisterer den overhovedet? Uanset hvad tager Julius Chancer og Lily Lawrence afsted på en hæsblæsende jagt med skurkene i hælene for at finde orkidéen og vinde konkurrencen.

Historien har alle de personligheder, som man kan ønske sig af en tegneseriekrimi – en ung og handlekraftig helt, en excentrisk patriark, en hollywoodskuespillerinde, og selvfølgelig en skruppelløs skurk og hans onde kumpaner. Det hele er smukt og klassisk illustreret.

Men jeg følte mig ikke helt fanget af historien. Det føles lidt som om den skrider for hurtigt frem, hvilket nok kan underbygge det hæsblæsende tempo, som historien rykker frem med for karaktererne, men som også taber nogle af de interessante hjørner af både historien og karaktererne i farten.

Fans af TinTin vil dog elske denne tegneserie. Setuppet er i høj grad det samme, fra tidsperioden, krimielementet, den måde historien er fortalt på, og helt ned til tegnestilen. Så hvis du kan alle TinTin tegneserierne udenad, så er det måske på tide at rykke videre til serien om Julius Chancer.

Garen Ewing, Jagten på regnbueorkidéen. Første del, Tellerup, 2015