// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Bert Wagendorp: Ventoux
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Bert Wagendorp: Ventoux

Skrevet af den 2. august 2015 – 11:47Ingen kommentarer

Cykling og cykelløb omfavner historien om venskab mellem fem mænd og en kvinde, som får en tragisk udgang. Vi følger Bart, André, Joost, David, Peter og Laura i sommeren 1982, hvor de som unge deler glæder og sorger. Alle fem mænd er meget forelskede i pigen Laura, som vælger at kaste sin kærlighed på poeten Peter.

De beslutter sig for at bestige bjerget Ventoux på cykler, og man følger dem i kampen for at nå op. Undervejs har Bart en kort affære med Laura, som stadig er kærester med Peter. Man fornemmer dog, at deres forhold ikke er helt sundt. På vejen ned af Ventoux styrter Peter og dør. Dette splitter gruppen og de spredes for alle vinde. Laura forsvinder helt, og de andre har ingen kontakt med hende, før hun 30 år senere giver lyd fra sig og samler gruppen igen til endnu en cykeltur og kamp mod bjerget Ventoux.

Der ligger gennem hele romanen et spørgsmål om, hvorfor Laura forsvandt helt i sommeren 1982, og hvorfor hun nu samler de fire overlevende venner til endnu en tur på bjerget. Man får også svaret til sidst, men det bliver på en eller anden måde uforløst.

Vi ser historien gennem Barts øjne, som er fortælleren, og som både lader os se fortiden og nutiden – i lyset af sin store kærlighed til Laura og sin sorg over Peters død. Alle fem mænd er meget forskellige og nogle af dem lever lige på kanten af eller på den forkerte side af loven. Men trods det, formår de at bestige Ventoux igen og få venskabet til at blomstre – og slutningen på romanen er smuk.

Hvis man går op i cykling og cykelløb, vil man få glæde af de mange henvisninger til cykling og cykelløb, som der er i bogen.

Bert Wagendorp, Ventoux, Forlaget Turbine, 268 sider, dansk udgave marts 2015, oversat af Birthe Lundsgaard.