// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg: Mina – Et liv som kat
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Graphic novel

Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg: Mina – Et liv som kat

Skrevet af den 10. juli 2015 – 07:37Ingen kommentarer

Mina – Et liv som kat er en graphic novel med tekst af franske Anne-Caroline Pandolfo og tegninger af danske Terkel Risbjerg. Det er den første, men ikke sidste bog fra ægteparrets side, og det skal vi være glade for. Senest ude på dansk er Skarabæernes konge, en tegnet parafrase over Niels Lyhne af J.P Jacobsen.

Mina – Et liv som kat foregår i Paris, og her møder vi den godmodige kæmpe Leo, der lever et stille og roligt liv, indtil han en dag bliver adopteret af en lille, sort kat. De to udvikler et stærkt venskab og en rutine, der dog bliver brudt, da Leo en nat, til sin forbløffelse, finder en ung kvinde i sin seng. Hendes navn er Mina, og hun har på mærkværdigvis de samme skinnende øjne som katten. Næste morgen er pigen væk og katten er tilbage og herefter begynder fortællingen for alvor.

Man følger Leos forbavselse, hans frustrationer og drømme, mens han bliver mere og mere forelsket i den mystiske Mina, hvis historie langsomt bliver trævlet op. Det er en graphic novel om forelskelse, forbandelser, om at glemme med vilje og om at finde fred.

Derudover er det en stor flot trykt bog, der indbyder til læsning. Det er dejligt at se, at bogen er større end normale graphic novels/tegneserier, fordi det giver plads til tegningerne og derigennem til historien. Terkel Risbjergs streg er enkel, men udtryksfuld, og alle tegninger bliver holdt helt i sort og hvidt. Man skal derfor som læser være forsigtigt med at bladre for hurtigt igennem bogen, da man så ikke får det fulde udbytte, eller måske ligefrem bliver forvirret. Men der er ingen tvivl om, at Terkel Risbjerg har lagt meget arbejde i sine tegninger. Historien af Anne-Caroline Pandolfo er god og personerne fungerer, mens replikkerne godt kan være en smule gentagende, og jeg spekulerer på, om de fungerer bedre i den originale, franske udgave.

Der er virkelig mange analysemuligheder for denne bog, for selv om det hele er holdt enkelt, så ligger alle lagene og hentydninger og lurer under overfladen. Som læser er man nødt til at læse mellem linierne også for at få det fulde udbytte af dette værk.

Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg, Mina – Et liv som kat, Fahrenheit, Juni 2015, 174 sider i sort/hvid.