// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anna Grue: Italiensvej
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Anna Grue: Italiensvej

Skrevet af den 2. juli 2015 – 07:23Ingen kommentarer

En ung kvinde forlader i hast Rom. Med sig har hun et spædbarn, en madonnastatuette og håbet om et nyt liv i København.

Vittoria bærer på flere hemmeligheder end de fleste, hun er vokset op i Italien, med en italiensk far og en dansk mor. Da hun stikker af fra sit elskede Rom, bliver det med kursen mod Danmark, da hun kan tale dansk.

I Danmark møder hun den skønne rødhårede Conny og selvom de to veninder er meget forskellige, hjælper de alligevel hinanden igennem hårde tider.

Vittoria får job som husholderske hos en enkemand med to mindre børn. Vittoria finder tryghed og ro hos den lille lægefamilie og hun ender med at forelske sig.

Historien om Vittoria, der ankommer til Danmark, foregår i 1958 og der er 50’er stemning hele vejen igennem bogen. Skønne beskrivelser af tøj og frisurer, indretning og kønsroller og igennem hele bogen havde jeg en indre film kørende inde i hovedet.

Anna Grue er helt genial til at skabe stemninger og man rives uvilkårligt med i den skønne kærlighedshistorie. Den unge italienske kvinde er dybt sympatisk og man kæmper hendes kampe med hende, røres og raser og håber til det sidste, at hendes drøm går i opfyldelse. Varm og velskrevet.

En kærlighedsroman, der aldrig bliver plat, men bare tager dig med storm.

Anna grue har siden 2005 udgivet en del bøger, bla serien om Dan Sommerdahl.

Anna Grue, Italiensvej, Politikens Forlag, 2015, 468 sider