// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jasmine Warga: Mit hjerte og andre sorte huller
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Jasmine Warga: Mit hjerte og andre sorte huller

Skrevet af den 13. juni 2015 – 11:52Ingen kommentarer

Aysel på 16 år og Roman på 17 har samme ønske: At dø. De to møder hinanden på en hjemmeside for personer, der vil begå selvmord, og de bliver selvmordspartnere. Begge har de usandsynligt hårde åg at bære på deres skuldre – Aysels far er i fængsel for at have slået en mand ihjel, og Aysel er, i bogstaveligste forstand, dødsensangst for at blive som ham. Romans søster druknede i badekarret en aften, hvor han var babysitter for hende, og nu vil han selv dø.

Det lyder som en meget dyster bog, og historien er også trist, men forfatteren har formået at skabe en medrivende og livsbekræftende fortælling om mødet mellem de to teenagere, der seriøst vil vælge livet fra. Gennem deres møde mærker man deres ensomhed, som er hjerteskærende, men der er også plads til humor og kærlige sekvenser, som gør bogen letlæst.

Personerne, især hovedpersonen Aysel, er skildret så levende, at man mærker hendes gru, når der grines af hende i skolen, og fornemmer hendes mentale kaos, når hun bliver nødt til at nynne klassisk musik for at holde verden ud. Måden, hun langsomt blomstrer på efter at have mødt Roman, gør mig som læser helt rørt.

Bogen er værd at læse for at forstå lidt om unges ensomhed, behov for og evner til at skubbe verden fra sig, når livet kommer i vejen. Det varme og tankevækkende indhold gør den relevant for både unge og forældre.

Mit hjerte og andre sorte huller, Jasmine Warga, Nyt Nordisk Forlag, 11. juni 2015, 277 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.