// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Poul Brink: Thulesagen. Løgnens univers
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie, Politik & debat, Samfund

Poul Brink: Thulesagen. Løgnens univers

Skrevet af den 23. april 2015 – 07:51Ingen kommentarer

Poul Brinks bog om Thulesagen udkom første gang i 1997, og nu genudsender Lindhardt og Ringhof den parallelt med, at filmen ”Idealisten” har premiere.

Filmen bygger på Brinks bog, hvor han beskriver, hvordan han møjsommeligt afdækkede det, der her fremstår som en af de største politiske skandaler i nyere tid. Skiftende danske regeringer og embedsmænd har siden 1950’erne sagt en ting om Danmarks atomvåbenpolitik, mens de har ageret i en helt anden og hemmeligholdt virkelighed. Virkeligheden var, at offentligheden blev fyldt med løgn. Ledende statsmænd tillod USA have atomvåben på Grønland, men ud ad til var den danske politik en helt anden – ingen atomvåben på dansk jord.

Sagen starter i 1968, da et amerikansk atombevæbnet B-52 fly styrter ned ved Thule. I 1986 bliver Brink, der arbejdede som journalist på DR, kontaktet af nogle af de Thule-arbejdere, der ryddede op efter flystyrtet. Flere af dem lider af sygdomme, som de mener kan have forbindelse til deres oprydningsarbejde. De have psoriasis-lignende hudsygdomme, nogle havde fået kræft, og der var dødsfald.

Brink helliger sig sagen og graver sig dybere og dybere ned i den på rejser til Grønland og USA, gennem utallige interviews, begæringer om aktindsigt og gentagne kritiske spørgsmål og indslag. Det første gennembrud kommer, da en tidligere amerikansk viceudenrigsminister røber, at der havde været en hemmelig aftale mellem USA og Danmark om at amerikanerne kunne udstationere atomvåben på Grønland i strid med Danmarks officielle holdning. Gradvist finder Brink flere og flere belastende dokumenter om sagen, især i de amerikanske arkiver. Den stigende offentlige interesse tvinger det danske udenrigsministerium til at undersøge sine egne arkiver, og i marts 1994 må ministeriet bekræfte, at det er dokumenteret, at den danske statsminister i 1957, socialdemokraten H.C. Hansen, accepterede, at amerikanerne placerede atomvåben på Grønland. Et centralt brev har været kendt af de efterfølgende statsministre og udvalgte embedsmænd, men alle holdt tand for tunge. Hemmeligheden slap ikke ud, før Brink afdækkede sagen. Det blev Poul Nyrup Rasmussens regering, som i 1995 officielt indrømmede, at en tidligere socialdemokratisk statsminister var fader til bedraget. Det blev besluttet, at Thule-arbejderne var berettigede til en kompensation for den strålingsfare, de var blevet udsat for.

Bogen giver et glimrende indblik i et klassisk journalistisk gravearbejde med løgne, fortielser og manipulation fra modparterne. Ud over det politiske spil, er fremstillingen af Risøs rolle pinlig. Risø havde ansvaret for oprydningen, men lukker fuldstændig øjnene for de menneskelige konsekvenser af oprydningen og modarbejder aktivt Brinks arbejde. Man kan levende forestille sig den personlige besættelse af sagen, som har drevet forfatteren frem, men bogen er skrevet uden store armbevægelser og forargelse. Der er god plads til at folde fortællingen ud, og læseren får også historiske anekdoter om magtens centrum, om Folketinget og andre politiske institutioner. Den ville nok ikke været gået i dag, hvor mange forlag redigerer kraftigt i forfatternes materiale, for at sikre spændingsmættede beretninger fra den politisk-journalistiske kampzone.

Poul Brink ”Thulesagen. Løgnens univers”.341 sider. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Genudgivelse 2015.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.