// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Anders-Peter Mathiasen: Det bedste bud
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politik & debat, Samfund

Anders-Peter Mathiasen: Det bedste bud

Skrevet af den 18. april 2015 – 17:43Ingen kommentarer

Hvad skete der bag kulisserne og hvem har i virkeligheden tjent mest på at investeringsbanken Goldman Sachs fik lov til at købe 19 procent af DONG Energy? Det forsøger journalisten Anders-Peter Mathiasen at svare på i bogen ”Det bedste bud”.

Mathiasen er blevet belønnet med den fornemste journalistpris i Danmark, Cavlingprisen, hele to gange. Så det er ikke en hr.-hvem-som-helst vi har med at gøre her. Han har da også gravet sig godt ned i materien og fremlægger en række opsigtsvækkende nye oplysninger om det salg, som i sidste ende betød, at SF valgte at forlade regeringen. Blandt andet at DONG Energy blev prissat for lavt og at Pension Danmarks bud på DONG Energy, der var 50 procent højere end Goldman Sachs bud, blev blankt afvist.

DONG Energy har ikke overraskende allerede inden bogen udkom i mandags bestridt sandfærdigheden af Mathiasens oplysninger. Det er dog ikke op til forfatteren af denne anmeldelse at gøre sig til dommer over hvem af de to parter, der har ret.

Der er ingen tvivl om, at der ligger et stort arbejde bag Mathiasens bog – uanset om hans påstande og konklusioner er korrekte. Derfor kan det virke en anelse skuffende, at bogen kun er på 180 smalle sider, der gør den særdeles hurtigt læst og får den til at virke en anelse overfladisk. Uden at have talt efter, så virker bogen ikke til at være længere end flere af den senere tids såkaldte singler, som er denne nye form for journalistisk fortælling, der er længere end en artikel, men kortere end en bog.

”Det bedste bud” er den første, men forhåbentlig ikke den sidste bog om Statens salg af en andel af DONG Energy. For bogen virker en anelse overfladisk og hurtigt skrevet samt med en række faktuelle fejl blandt andet omkring DONG Energys aktiviteter og Fritz Schur.

På trods af det, så er det stadig en bog, som er værd at læse for alle med interesse for dansk politik.

Anders-Peter Mathiasen: Det bedste bud. People’s Press, 2015. 180 sider.

Forfatteren til denne anmeldelse var menig medarbejder i DONG Energy 2007 – 2011, før fyringen af DONG Energys direktør Anders Eldrup og salget af en andel af selskabet til Goldman Sachs.