// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Camilla Läckberg: Løvetæmmeren
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Camilla Läckberg: Løvetæmmeren

Skrevet af den 10. april 2015 – 07:15Ingen kommentarer

Gåsehud!

Det får man af at læse Camilla Läckbergs nyeste bog i serien om forfatteren Erica Falck. Erica arbejder på en ny bog, der skal handle om en cirkusfamilie, der bærer på en tung hemmelighed. Moderen i familien sidder fængslet for mord, men Erica ønsker at finde ud af hele sandheden.

Samtidig får kæresten Patrik Hedström og hans politikolleger en sag, hvor en ung pige fra den lokale rideskole findes i en forfærdelig tilstand. Hun dør på sygehuset og politifolkene kommer på overarbejde. Erica kan som sædvanlig ikke holde sig væk og blandes ind i sagerne med flere forsvundne unge piger.

Løvetæmmeren er en af den slags bøger, der får læseren til at slukke og lukke for omverdenen. Man lever og ånder for næste side, samtidig med, at man ærgres over, at de resterende sider svinder ind og man efterlades med stor trang til, at presse forfatteren til at få skrevet efterfølgeren.

De sidste 250 sider måtte jeg læse i ét træk og min overraskelse var stor, da jeg lukkede bogen efter sidste side og opdagede, at klokken var 01.40.

Der er tale om en mørk og dyster familietragedie i en bog med fængslende linjer, der binder Erica, Patrik, Anna, Melberg og alle de andre elskelige personer, man kender fra de tidligere bøger, sammen.

Løvetæmmeren er niende bog i Camilla Läckbergs serie og det er ikke uden grund, at hun er den bedst sælgende svenske krimiforfatter.

Camilla Läckberg, Løvetæmmeren, People’s Press, På dansk ved Louise Ardenfelt Ravnild, 2015, 381 sider