// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Selden Edwards: Den lille bog
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Selden Edwards: Den lille bog

Skrevet af den 18. september 2009 – 11:162 kommentarer

Efter at have slugt de 464 sider i ”Den lille bog” kan jeg blot konstatere at titlen nok er året underdrivelse. For bogen er stor. ”John Irving og Hotel New Hampshire”-stor.

Hovedpersonen i ”Den lille bog” er Wheeler Burden, en tidligere baseball-helt og rockstjerne fra 1970´erne med en ikke helt almindelig opvækst eller familie.

På mystisk vis kommer Wheeler til sig selv en dag på gaden i Wien i 1897. Et Wien som ikke alene svømmer over med berømtheder som Freud, Mahler og andre vordende kunstnere og tænkere – men også samtidig er hovedstad i det hensygnende Østrig-Ungarske imperium.

Heldigvis er Wheeler ikke helt på bar bund, for han er – tilsyneladende tilfældigt – blevet skolet i netop denne såkaldte belle époque. Den kunstneriske og intellektuelle guldalder, som Europa oplevede før Første verdenskrigs blodige slagmarker ændrede Europa – og hvor Østrig-Ungarn alene mistede over én million soldater.

Så den smukke epoke er ikke kun smuk, men også præget af den undertrykkelse, der på det personlige plan er med til at forme Freuds teorier om Ødipus – og det er også i Wien, at kimen til den antisemittiske retorik, der senere skal bære Hitler (som vi også møder), til magten i Tyskland og få Østrigerne til at invitere nazisterne indenfor med åbne arme.

Det er disse store begivenheder, ideer og mennesker vi kredser om, mens Wheeler Burden prøver at finde sig tilpas i Wien. Og det er den fortælling som Selden Edwards mestrer så godt. En højest anbefalelsesværdig bog.

Selden Edwards, Den lille bog, Juli 2009, Kastaniehøj, 464 sider, Oversat fra engelsk af Hanne Steinicke.