// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Henrik Qvortrup: Q
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Biografi, Journalistik, Politisk biografi, Samfund

Henrik Qvortrup: Q

Skrevet af den 16. februar 2015 – 08:23Ingen kommentarer

I en velskrevet, underfundig og hudløs ærlig biografi fortæller journalisten Henrik Qvortrup om sit arbejdslivs op- og nedture. Bogen kommer i kølvandet på afsløringerne om Se&Hørs brug af den såkaldte tys-tys kilde. En praksis der startede, da Qvortrup var chefredaktør for sladderbladet.

Afsløringerne kom frem i april sidste år i bogen ”Livet, det forbandede”, skrevet af en tidligere journalist på bladet. Afsløringerne betød, at Qvortrup måtte vinke farvel til sit job som politisk kommentator på TV2.

Efter exit’en fra TV2 har Henrik Qvortrup blandt andet brugt tiden på at skrive selvbiografien ”Q”. En detaljeret, meget ligefrem og ærlig fortælling, hvor Qvortrup ikke lægger fingre imellem. Både i sine beskrivelser af andre personer og ikke mindst i forhold til efterrationaliseringen af egne handlinger. Qvortrup sætter ikke sig selv op på en piedestal og bruger bogen til at fremhæve hvor genial han var/er. Tværtimod. Det ville i den nuværende situation også være en tand for meget og for utroværdigt. I stedet får vi en fantastisk underholdende og samtidig grundig og givende fortælling om en af sin generations dygtigste journalister, der sidste år blev indhentet af sin fortid.

Når en person, der ikke har været statsminister eller lignende, skriver en selvbiografi på mere end 350 sider, så plejer der at være en del fyld, tomgang og ligegyldigheder, som burde være skåret fra. Sådan er det ikke her. Her kunne sagtens have været 100 – 150 sider mere. Qvortrup er nemlig så dygtig en fortæller, at det er en fornøjelse at læse. Og hans tid på TV2 kunne han godt have brugt flere sider på.

Selvom der nok kommer til at gå mange år, så kan jeg ikke lade være med allerede nu at glæde mig til bind 2. Om hvordan Qvortrup kom videre efter sidste års afsløringer.

Henrik Qvortrup: Q. People’s Press 2014. 357 sider.