// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Dolores Redondo: Den usynlige vogter
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Krimi

Dolores Redondo: Den usynlige vogter

Skrevet af den 19. februar 2015 – 07:06Ingen kommentarer

Så er der nybagt krimi fra Baztán-dalen i Baskerlandet i den nordlige del af Spanien. Den usynlige vogter er første bind i en trilogi af den spanske forfatter Dolores Redondo. Bogen har både stærke og svage sider – heldigvis flest af de stærke og som indledning giver jeg gerne mine anbefalinger, hvis du er til krimigenren!

Unge piger bliver fundet nær floden Baztán. De er døde og ligger med hænderne anbragt i en jomfruelig stilling. Deres tøj er flænset i stykker, og deres kønshår er barberet helt væk. Omkring dem bliver der fundet dyrehår. Har dyr dræbt dem? Hvorfor har de så ikke spist pigerne? Man bliver nysgerrig på, hvad der er sket pigerne, hvem der har gjort det og ikke mindst hvad der er baggrunden for mordene. Bogens hovedperson er den kvindelige politikommissær Amaia Salazar og hun bliver udpeget til at lede efterforskningen. Hun stammer selv fra landsbyen ved floden, men er ikke kommet der i mange år. Forbrydelserne tvinger hende nu tilbage.

Jeg måtte lige vende mig til de noget formelle dialoger i bogen. Talesproget er mere stift end vi er vant til fra de nordiske krimier. Om det blot afspejler måden man taler sammen på i Spanien skal jeg ikke kunne sige. Til gengæld vendte jeg mig ikke til de mange sjuskefejl, der burde være hapset ud af teksten under korrekturlæsningen. For mange steder er ord gledet ud og det er forstyrrende for læsningen.

Der er lagt op til en spændende serie med en hovedperson med en familie, man godt vil lære bedre at kende. Amaia Salazar har to søstre, der begge fortsat bor i den lille landsby. De tre søskende er så forskellige at konflikter opstår, og disse er med til at drive handlingen videre. Der er snart ikke den ting den ældste af søstrene Flora ikke bebrejder de andre og hun holder sig ikke tilbage fra at sige sin mening. Hun fornærmer de andre, de mundhugges af og til, men vores hovedperson har en imponerende evne til at bevare roen, selv når hun bliver overfuset af sin storesøster. Der er energi i konflikter og her fungerer det ganske godt.

Til trods for min kritik må jeg sige, at Den usynlige vogter er en god krimi med intens spænding. Man efterlader ikke Amaia Salazar på en hvilket som helst side i bogen – man følger hende helst sikkert i mål. Så mon ikke denne krimi bliver taget lige så godt imod af de danske krimifans, som de andre krimier forlaget Hr. Ferdinand har fået oversat.

Dolores Redondo, Den usynlige vogter, Hr. Ferdinand, Februar 2015, Oversat fra spansk af Kirsten A. Nielsen, 440 sider.