// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Frank Martinsen: Livvagt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Samfund

Frank Martinsen: Livvagt

Skrevet af den 10. februar 2015 – 11:31Ingen kommentarer

Hvordan er det at være betjent i politiets specialenhed Aktionsstyrken og hvordan er det at være livvagt for landets statsminister? Og hvad er prisen for at bestride de to jobs?

Det er noget af det vi får svar på i den tidligere politimand Frank Martinsens nye bog ”Livvagt”, der er skrevet sammen med journalist Søren Baastrup.

Her er masser af aktion og saftige detaljer om arbejdet som aktionsstyrke-betjent og ikke mindst om arbejdet som PET-livvagt. Efter et malingangreb på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003 bliver Frank Martinsen en del af en ny enhed, der får til opgave at beskytte Anders Fogh Rasmussen. Et job, der kaster mange spændende oplevelser af sig. Oplevelser, som Frank Martinsen ikke holder sig tilbage fra at fortælle om.

Frank Martinsen har tidligere udtalt, at han ikke skriver noget om sin tid i PET, som han ikke må fortælle videre. Men man kan som læser ikke lade være med at tænke på, hvordan man selv ville have det, hvis en af de personer, som gemmer flere år har været helt tæt på en nærmest døgnet rundt, pludselig skrev en bog om det. Om hvad man har sagt og gjort i det man troede var et fortroligt rum. Hvis jeg var Anders Fogh Rasmussen, ville jeg finde det lidt mærkværdigt. I yderste konsekvens kan det betyde, at andre VIP’er ikke tør lade deres livvagt komme helt tæt på, da de frygter, at livvagten en dag vil skrive en bog om det. Så er det bedre at holde afstand. Det er spændende læsning og Frank Martinsen gør sikkert ikke noget ulovligt. Men det er i min optik en smule uetisk.

”Livvagt” er ikke en dyb og tankevækkende litterær oplevelse. Men det er en letlæst og rimelig velskrevet beretning fra en front, som vi normalt ikke hører så meget om.

Frank Martinsen og Søren Baastrup: Livvagt. Peoples Press, 2014.