// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jørgen Leth: Fra et sted til et andet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Sportslitteratur

Jørgen Leth: Fra et sted til et andet

Skrevet af den 23. januar 2015 – 14:59Ingen kommentarer

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at undertegnede anmelder er en stor Jørgen Leth-fan. Jeg synes han er blændende fortæller. Både på skrift, mundligt og i billeder. En ener.

Jeg er dog ikke typen, der mener, at alt fra hans hånd er genialt. Jeg var som bekendt skuffet over hans Haiti-bog.

Her er jeg ærlig talt også en smule skuffet. Ikke over selve indholdet. Det er rigtig godt skrevet. Men det virker ærlig talt lidt som om, man blot er interesseret i at malke ”cash cow’en” og tjene penge på de mange mennesker, der uden tvivl lader sig tiltrække af en Jørgen Leth-bog om Tour de France.

For det første er der tale om en bog, der ser frem mod Tour de France 2014 og gennemgår de egne og lande, som cykelløbet kommer igennem. Lidt besynderligt for en bog, der udkommer fem måneder efter at 2014-udgaven af Tour de France er kørt. Hvorfor ikke give os den samme landskabsrundtur baseret på hvad der faktisk hændte og hvordan landskaberne så ud i år og ikke hvordan Jørgen Leth husker dem eller har læst sig til. Når undertitlen er ”Tour de France 2014” og bogen udkom i december 2014, så kommer det rent faktisk bag på en, at den er skrevet før løbet i juli 2014. Det står på blandt andet saxo.com, men ikke bag på bogen, at teksterne oprindeligt er skrevet til TV2’s hjemmeside forud for løbet.

For det andet er der mere tale om en guide til bilferie i Frankrig end en bog om Tour de France og cyklingens store koryfæer. Den røde tråd gennem bogen er Tour de France-ruten 2014, men den bruges til at fortælle om byer og landskaber. Indimellem krydres det med et par cykelanekdoter. Ofte nogen af dem, som vi har hørt mange gange før under transmissionerne på TV2. Men der er næsten lige så meget filmsnak, som der er cykelsnak som krydderi oven på turguiden. Det glider ned og er en fornøjelse at læse qua Leths formidable fortælleevner og observationer. Men det var måske ikke det, jeg havde forventet af en bog med undertitlen Tour de France 2014.

For det tredje er der tale om en tynd sag med 130 små sider. En meget tynd kop the, når man sammenligner med Leths sidste bog om Tour de France, ”Den gule trøje i de høje bjerge” fra 1995. 300 tætskrevne sider fyldt med guldkorn og gode historier. Igen noget der gik indtryk af, at man bare har pakket allerede producerede tekster ind i en pæn indpakning for at få en garanteret sællert op på boghylderne og penge ned i kassen.

Når alt det er sagt, så er det som nævnt i starten altid en fornøjelse at læse Jørgen Leths skriverier om cykelsport. Især når det kædes sammen med hans andre store passioner for mad, vin, landskaber og film. Men spar de 150 kroner og lån den på biblioteket. Den er ikke en ”must have” på bogreolen på linje med ”Den gule trøje i…”, ”Det uperfekte menneske” og ”Samlede digte”.

Jørgen Leth: Fra et sted til et andet. Gyldendal 2014. 129 sider.