// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Jesús Carrasco: Flugt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Roman

Jesús Carrasco: Flugt

Skrevet af den 1. januar 2015 – 07:49Ingen kommentarer

Flugt er en sansemættet, usentimental beretning fra en gold og trøstesløs provins.

Hovedpersonen er en dreng uden navn. Han er stukket af hjemmefra. Vi fornemmer, at han ikke er blevet behandlet ordentligt af sin familie og at han nu har fået nok. Senere i fortællingen afsløres det på få sætninger, hvad der er hændt ham. Og det er en kunst at fortælle noget stort på så få sætninger – stor ros til forfatteren for ikke at falde i med at beskrive mere end allerhøjst nødvendigt.

Drengen møder en gammel gedehyrde på den golde slette. Den gamle giver drengen mad og vand og det bliver begyndelsen på en fælles rejse nord på mod bjergene, over den golde slette under den brændende og ubarmhjertige sol. Det er ikke konkret beskrevet, hvor handlingen foregår. Jeg forestiller mig, at stedet er Extremadura, en varm og gold del af centrum af Spanien og stedet hvor bogens forfatter stammer fra.

Vi sulter, tørster og sveder med drengen. Og selvom vi fornemmer, hvor bogen nok ender, er fortællingen alligevel spændende og vi føler med knægten og den gamle gedehyrde. På korte passager skildres forholdet mellem den helt unge dreng og den gamle mand, hvor man fornemmer en gensides respekt. Det er smukt. Men en flugt er ikke smuk. Og det viser sig, at det ikke kun er familien, drengen er på flugt fra. Han er også på flugt fra egnens foged, en mand der er grov, voldelig og usympatisk. Flugt er derfor også fortællingen om hvad der kan drive en dreng til at blive voksen på få dage. Drengens flugt bliver en umulig kamp mod tiden, mod naturen og mod mennesker og deres griskhed, vold og fornedrelse.

Flugt er en fortælling, der er helt nede i tempo med fyldestgørende beskrivelser af steder, naturen, varmen og lyset, uden at det på noget tidspunkt skader handlingen. Flugt er en meget fin bog, der får mine bedste anbefalinger.

Jesús Carrasco, Flugt, Forlaget Tiderne Skifter, 150 sider, Oversat af Rigmor Kappel Schmidt, September 2014.