// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Niels Martinov: Peter Skaarup – et biografisk portræt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Politisk biografi

Niels Martinov: Peter Skaarup – et biografisk portræt

Skrevet af den 24. november 2014 – 08:54Ingen kommentarer

Tendensen til at portrættere især politikere omkring midtvejs i deres karriere, og inden de formentlig har nået deres karrieres højdepunkt som minister gennem flere år eller lignende, er omsiggribende. Seneste eksempel er denne bog om Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup.

Forfatteren starter direkte bogen med at skrue tiden frem til 1. maj 2017 og beskrive hvordan justitsminister Peter Skaarup står på sit kontor og kigger ud på Christiansborg Slotsplads. Så Skaarups karriere er formentlig ikke kulmineret endnu og der er stadig meget at komme efter.

Alligevel har Martinov fundet det værd at portrættere Peter Skaarup på nuværende tidspunkt. Det er da interessant at læse om hvad der har præget manden og gjort ham til den han er. Og hvilken rolle han spillede i Fremskridtspartiets sammenbrud og Dansk Folkepartis fødsel. Men overordnet lider bogen af, at hovedpersonen ikke har oplevet så meget endnu.

Bogen er atypisk i forhold til andre biografier i den måde den i høj grad holder mikrofonen frem for hovedpersonen. Flere kapitler er lige frem spørgsmål/svar-seancer, hvor Peter Skaarup får mulighed for at fremføre sine politiske synspunkter. Når man som læser blot er politisk interesseret og bare gerne vil have en bedre forståelse af hvem en af dansk retspolitiks mest centrale personer er og hvordan han tænker, så er det en anelse forstyrrende og irriterende at blive præsenteret for et politisk manifest om politikken hos et parti og en politiker, som man på ingen måder sympatiserer med. Men det er naturligvis med til give bogen tyngde.

Martinov formår i det hele taget ikke at holde tilstrækkelig professionel distance til hovedpersonen, som han næsten allerede har udråbt til landets næste justitsminister. Man skal virkelig lede længe efter kritiske røster om Peter Skaarup.

Når det er sagt, så er det naturligvis altid interessant for os med interesse for dansk politik, at læse om en markant politiker. Og læse hvordan han har oplevet store politiske begivenheder. ”Peter Skaarup” er dog en af den slags bøger, som man kun skal læse, hvis man virkelig, virkelig har stor interesse for dansk politik og bare MÅ læse alle biografier om danske politikere. For så spændende er manden heller ikke. Og så meget kød er der heller ikke på historien, hvis man skræller de politiske enetaler væk.

Niels Martinov: Peter Skaarup – et biografisk portræt. Forlaget Mellemgaard, 2014. 236 sider.