// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Pierre Bailey og Celine Fraipont: Lille kvast. Ballade i Blomsterhaven
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Tegneserie

Pierre Bailey og Celine Fraipont: Lille kvast. Ballade i Blomsterhaven

Skrevet af den 9. november 2014 – 07:56Ingen kommentarer

Lille Kvast er en helt speciel tegneserie. Det er en tegneserie nogen måske vil kalde en billedbog andre en ordløs tegneserie. Store flotte sider, med klare farver og tegninger i en klassik meget tydelig streg. Det hele handler om drengen Kvast, der ligner en mellemting mellem et menneske og en…ja, kvast!. Historierne er både enkle og fantasifulde.

I Ballade i Blomsterhaven vågner lille Kvast i sin seng, gnasker mad i sig, får et kys på panden og går ud i haven. Her løber han efter en sommerfugl, falder i et hul og prøver at grave sig op. Efter at have løbet panden mod gulerødder og rødbeder på vej op, ender han i en helt anden og mere eventyrlig have end sin egen. Her leger han med en masse kæmpeinsekter, der alle er bange for en hveps.

Hvepsen stikker lille Kvast og alle går sammen om at få has på hvepsen. Men så finder de ud af, at hvepsen egentligt bare er ensom og gerne vil lege med de andre. Det er lille Kvast klart frisk på og så leger de indtil kvast falder i et hul og kommer tilbage til sin egen have. Her tegner han insekterne, viser dem til sine forældre, hvorefter han går i seng med et smil.

Som voksen er tegneserierne først og fremmest et charmerende anderledes bekendtskab. For børn er de noget helt andet. Jeg er så heldig at kende flere børn, der er lige på grænsen til at knække læsekoden. Jeg havde et par unger og ditto lille Kvast med på en laaaaang køretur, hvor de to unger først bladrede lille kvast igennem, så en gang til men langsommere. Derefter begyndte de at fortælle hinanden hvad der skete, lavede stemmer og LEGEDE! Det viste mig, at Kvast ordløse univers giver plads til at slippe fantasien fri.

Tegneserierne med Kvast indeholder overraskende meget og kan være en vej til at børn forbinder læsning med leg.

Lille kvast. Ballade i Blomsterhaven. Pierre Bailey og Celine Fraipont. 30 sider. Juli 2014. Forlaget Forlæns. Målgruppe 3+ (i min optik særligt 6-8 år).