// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Thomas Ubbesen: Udsendt
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » International Politik, Journalistik

Thomas Ubbesen: Udsendt

Skrevet af den 31. oktober 2014 – 10:16Ingen kommentarer

DR’s mangeårige udenrigskorrespondent Thomas Ubbesen tager os i ”Udsendt – historierne bag 22 reportager” om bag kameraet og fortæller om sit arbejde i verdens krigs- og katastrofeområder. Vi kommer hele verden rundt. Fra Albanien over Burma og Mali til Haiti i en dagbogsagtig form, hvor Ubbesen genfortæller hvordan han arbejdede og hvad der skete bag kulissen på 22 reportager.

Ubbesens bog handler således ikke om én specifik krig eller krise. Den handler om én journalist 22 forskellige steder i verden fortællende 22 forskellige historier. Det afholder dog ikke den grundige Ubbesen fra at give os en god indføring i baggrunden for hver krig eller krise.

Thomas Ubbesen er måske ikke lige så kendt og ”brandet” i offentligheden som udenrigskorrespondent-kollegerne på den konkurrerende tv-station. Til gengæld virker han som en mand, der først og fremmest brænder for at formidle nyhederne – og ikke promovere sig selv. Og det emmer bogen af. Af saglighed og lyst til at indføre læserne i hvad det er han oplever. Hvad det er for en spændende verden at være udenrigskorrespondent.

Beskrivelser fra Ubbesens oplevelser efter jordskælvet i Haiti eller under krigen i Irak kunne uden tvivl have fyldt en hel bog alene, ligesom den bog om krigen i Syrien, som DR-kollega Puk Damsgård netop har skrevet (anmeldt her). Den måde at gøre det på, som Thomas Ubbesen har valgt, giver en rigtig god fornemmelse af hvad det vil sige at være udenrigskorrespondent og bør for alle raske drenge og piger til at ønske at blive journalist.

Bogen kan (og skal) dog også læses af andre end journalister og journalister in spe. Den bør læses af alle os, der gerne vil læse om de reflektioner Thomas Ubbesen har gjort sig undervejs, de valg han har truffet og de mennesker han har mødt. Kan klart anbefales til listen med julegaveønsker.

Thomas Ubbesen: Udsendt – historierne bag 22 reportager. Tiderne Skifter, 2014. 310 sider. Udkom 26. september.