// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ellen Holmboe: BITZ – Julemiraklet
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Børnebog

Ellen Holmboe: BITZ – Julemiraklet

Skrevet af den 4. november 2014 – 07:30Ingen kommentarer

Det er december – julen venter lige om hjørnet. På skolen i Møllerup er det planen, at eleverne fra 3.klasse skal opføre krybbespillet. Men samtlige elever i 3. klasse er blevet syge af at spise kylling og en Plan B må på banen.

Det bliver derfor eleverne fra 7. klasse i samarbejde med skolens nye seje dramalærer, der får ansvaret for årets krybbespil. De fire veninder Betty, Ingrid, Tove og Zille kommer straks i fint julehumør og lever sig ind i opgaven, der munder ud i et crazy show på skolens scene, der absolut ikke egner sig for sarte sjæle.

Selvom hovedpersonerne i bogen er fire temmelig tøsede tøser, kan bogen sagtens læses af drenge også. Min 10 årige medanmelder Tue, som normalt holder sig langt væk fra pigebøger, var med på at læse bogen, da jeg fortalte om det skøre og stærkt underholdende skole-jule-scarry-krybbespil. Det behøver såmænd ikke engang at være jul, når du læser bogen. Det vigtigste er, at du er frisk på at læse noget skørt og sjovt!

Målgruppen er drenge og piger fra 10 år og opefter med lidt kendskab til juleevangeliet, så læseren kan gennemskue, når der laves et twist på scenen. Det er godt fundet på og temmelig originalt – jeg har i hvert fald ikke før oplevet juleevangeliet, hvor rekvisitter som røgbomber, medisterpølse og en hoppeborg er med.

Bogen er en del af en serie, men kan godt læses selvstændigt. Bogens fire piger skiftes til at fortælle. Til at starte med var det lidt forvirrende, da jeg troede at jeg skulle forholde mig til pigerne hver for sig. Men det har ikke den store betydning, hvem der fortæller, det primære i bogen er deres venskab, deres sammenhold, samtalerne pigerne imellem (der er nogle ret sjove samtaler) og så naturligvis bogens højdepunkt med opførelsen af det legendariske krybbespil.

Ellen Holmboe, BITZ – Julemiraklet, Forlaget Løse Ænder, 80 sider, Oktober 2014.