// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Wendy Lower: Hitlers furier
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Historie, Samfund

Wendy Lower: Hitlers furier

Skrevet af den 27. oktober 2014 – 07:22Ingen kommentarer

I retsopgørene efter 2. Verdenskrig blev en række nazister straffet for deres forbrydelser. De dømte var mænd, og den fremherskende opfattelse har været, at langt flertallet af de tyske kvinder ikke spillede en væsentlig rolle i de ufatteligt omfattende folkemord på jøder, handicappede og modstandere af diktaturet.

Den amerikanske historiker Wendy Lower slår hårdt og kontant ned på denne myte. For i hendes optik er der ingen tvivl om, at det er en myte, skabt af Tyskland. Man har yndet at se krigens tyske kvinder som hårdtarbejdende mødre og ofre på hjemmefronten, hvor byerne blev sønderbombet og russiske soldater hærgede og voldtog.

Lower fokuserer primært på masseudryddelserne i Østeuropa efter den tyske krigsmaskines fremstød, der startede i sommeren 1941. Den tyske hær havde uddannet flere end 500.000 kvinder, og 200.000 af dem var med på Østfronten. 400.000 kvinder var med Røde Kors øst på, og andre 30.000 var med SS og arbejdede på politistationer og for Gestapo. Så kvinderne var med, og de spillede en vigtig rolle. Ikke alene var de dygtige administratorer, som fik tandhjulene i hele det store apparat til køre effektivt. De var også vagter i koncentrationslejrene, de tog del i myrderierne, og nogle af dem udviklede sig til rene sadistiske monstre, der nød at slå ihjel, uanset om ofrene var små børn, syge eller på anden vis ude af stand til at indfri statsapparatets forventninger. Blandt Lowers mere kontroversielle påstande er, at sårede tyske soldater blev aflivet af kvindelige sygeplejersker, så der ikke skulle bruges for mange ressourcer på dem.

Lower sporer på fornem vis vidner og beretninger fra Østfronten, og det er sindsoprivende læsning. Det er stadig svært at forstå, hvordan mennesker kan synke så dybt. Hvordan kvinderne kom med i faldet, belyser Lower også pædagogisk og med substans. Regimet var alle steds nærværende fra dets magtovertagelse i 30’erne, og raceteorierne og nationalismen blev hvermands – og hver kvindes – eje via den effektive propaganda og indoktrinering. Der blev skabt en ny mennesketype, for hvem anvendelse af brutal magt var en måde at vise ideologisk loyalitet. Men efter krigen slap kvinderne billigt. Deres medvirken var svær at dokumentere, og Tyskland var interesseret i hurtigst muligt at glemme og finde tilbage til civilisationen. Det kunne et ”rent” kvindeideal hjælpe med.

”Hitlers furier” er den første bog på dansk, der fortæller om tyske kvinders medansvar og ugerninger. Det er en vigtig, velfortalt og medrivende bog.

Wendy Lower, Hitlers furier, Gads Forlag, 293 sider, Oversat af Anders Nygaard