// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Caitlin Sainio: 100 hæklede snefnug
Biografi

Roman

Krimi

Mad og drikke

Børnebog

Forside » Hobby

Caitlin Sainio: 100 hæklede snefnug

Skrevet af den 24. oktober 2014 – 07:10Ingen kommentarer

Der findes ikke to snefnug i verden, der er ens, men de kan ligne hinanden rigtig meget. Nu er der kommet en hæklebog, hvor man kan lave sine egne snefnug og der er hele 100 styks af dem.

I bogen 100 hæklede snefnug, giver Caitlin Sainio sit bud på, hvordan man kan lave sin helt egen sneflok. Hun har designet 100 forskellige snefnug, som alle har et navn, der relaterer til noget med sne eller is f.eks. har hun et design, som hedder Vigua. Vigua er opkaldt efter en kold storm fra nordøst, der suser over de russiske stepper (side 71, design nr. 49).

Bogen er bygget op som de fleste håndarbejdsbøger med afsnit om materialer og teknikker. Herefter følger sider med billeder af alle snefnuggene, så man i ro og mag kan vælge hvilke man gerne vil give sig i kast med og så slå op på siden, hvor opskriften står.

Snefnuggene hækles i tyndt bomuldgarn, men kan sagtens hækles med det som man kan kalde almindeligt bomuldsgarn dvs. 8/4. Snefnuggene skal stives for at de kan holde formen ellers klasker de sammen.

Sidst i bogen er der forslag til, hvad man kan bruge snefnuggene til f.eks. til pynt på kort eller man kan hækle mange og lave sig et tørklæde. Opskrifterne i bogen er ikke svære at forstå, men man skal have styr på teknikkerne inden man går i gang, især hvis man hækler med det tynde garn, det kræver lidt erfaring.

Det er en lidt skæv og sjov ide at hækle snefnug og skulle vi ikke få en snestorm i Danmark i den kommende vinter, så kan man hækle sig til en. Man skal dog have noget tålmodighed til at hækle en hel snestorm, så det kommer jeg nok ikke til, da jeg efter noget tid fandt produktionen af snefnug lidt ensformig. Alt i alt er det dog en fin bog, hvis man er vild med at hækle de små snefnug til små eller store projekter.

Caitlin Sainio, 100 hæklede snefnug, Turbine, 2014.